En stjernemand venter på himlen

Hvad ville der ske, hvis en person fra rummet rent faktisk landede på jorden, blev
forelsket og havnede på de dødes ø? Dette får du svaret på i Starman af Rebecca
Bach Lauritsen, hvor fantasien ryger på stjernefart.

Egentlig er der tale om en meddigtende historie. Bogen er en viderefortælling af David Bowies sang fra 1972 fra
albummet The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Det er et 70’er- syret album, om end
stadig genialt, men tekstuniverset kræver, at man går dybt. Albummet delte kritikerne mellem lovprisning og
oprigtig undren, for hvordan perciperede man lige den sælsomme historie, om Ziggy Stardust, der sendes til
jorden for at redde menneskeheden fra en apokalyptisk katastrofe. Omkvædet i Starman opsummerer måske
modtagelsen ganske godt:

“There´s a Starman waiting in the sky
He´d like to come and meet us
But he thinks he´d blow our minds
There´s a Starman waiting in the sky
He´s told us not to blow it
´Cause he knows it´s all worthwhile
He told me
Let the children lose it
Let the children use it
Let all the children boogie”.

I Rebecca Bach- Lauritsens Starman er Ziggy Stardust, eller en karakter, der minder meget om ham, landet på
jorden, og som læser står man med samme fascination og undren, som Bowies tekst afstedkom. Det er en
speciel historie, men den har en dragende effekt.

Stjernemanden har medbragt sin guitar og musikken. Han kommer til jorden i en ubestemmelig tid, der emmer
af nordisk mytologi med ravne, åndemanere og vikingekompas, der dels beskytter mod storme, og dels viser vej
for hjertet. I denne verden forelsker han sig, og kærligheden synes uendelig. Hvor kærligheden kommer fra, er
ikke til at sige, men den findes derude. Men intet lys uden mørke, og der venter en slange i paradiset.
Berøvet sin elskede, sejler stjernemanden til de dødes ø. En beslutning, der får brutale konsekvenser, men som
der siges i tekstens slutning:

”Det er bare historien, der slutter.
Og historier kan altid starte forfra”.

Rasmus Svarre har stået for oplægget til bogen, og resultatet er en bog, hvor illustrationer og tekst flyder
umærkeligt sammen. Der er en sjældent forekommende synergi i bogens æstetik, og fortællerstemmen bliver
ligesom fjern. Som en slags ekko fra rummet, fra døden eller hvor det nu kommer fra.

Svarres visuelle udtryk veksler mellem let støvede, grafiske tegninger og små lette vignetter, der mest fremstår
som skitser. Helhedsindtrykket er krævende, men skal ses i sammenhæng med Rebecca Bach- Lauritsens lyriske
fortælling, der lægger sig i knækprosastilen med korte, koncentrerede tekstbider, der visse steder har udtryk af
vers.

Rebecca Bach Lauritsen har nu i flere udgivelser vist, at hun mestrer et sprog, hvor den lyriske leg virker som den
største selvfølgelighed. Det er ikke en selvfølgelighed, og det er ikke let. Bach- Lauritsen lader sproget flyde med
illustrationerne. Eller også er det omvendt. Begge dele virker loyal mod det oprindelige univers, og visse steder
anes sproglige hilsner til sangteksten fra 1972.

Der er ingen tvivl om, at David Bowies album med tiden er vokset hos mange lyttere. Den hører til
blandt de mest ikoniske rockudgivelser nogensinde, og den løftede Bowie til den stjernemand,
han selv blev. Starman vil også vokse ved gentagende gennemlæsninger, for jeg kan næsten
garantere, at den ikke lukker sig ved første læsning. Man skal vende tilbage til den. Finde lag,
rytme og mening. Når man kommer fra stjernerne, ser verden anderledes ud. Vi begynder i rummet
og slutter på et skrivebord, og rejsen er lang, lyrisk og legende.