”KARL ÅBNER DØREN og skal til at sige undskyld, men der er ikke nogen, og han tror et øjeblik, at han har åbnet en forkert dør.
Men det ér hans klasse. Taskerne står her.
Plancherne hænger på væggen med sneglene og pubberne.
Og så ser han det.
At der sidder en.
En, han aldrig har set før.
– Hvem er du, spørger han.
-Hvad rager det dig, siger hun.
Karl har aldrig set noget lignende.
Håret flammer rundt om hovedet på hende.
Hun har fregner, flere end ham selv.” (s. 51)
Rebecca Bach-Lauritsen debuterede tilbage i 2011 med den poetiske og fortættede kortprosaromanVeronika lyder som harmonika om pigen, der er ny i klassen, men som har været ny i klassen så mange gange, at hun knapt nok aner, hvem hun er. Den fortælling er stadig en genlæsning værd. Veronika er kommet for sent, klassen er i filmlokalet, så der sidder hun helt alene, da en dreng braser ind i hendes univers, og en afvisende dialog udvikler sig mellem de to, og Veronika ender med at kalde drengen: ”FORKÆLEDE IDIOT!”
Det er den idiot, Karl, som Rebecca Bach-Lauritsen nu lader være hovedperson og omdrejningspunkt i hendes fortælling Stykker med himmel.
De to fortællinger kan læses hver for sig; men de klæder hinanden, og de lægger op til en krydslæsning, eller samlæsning.
I Stykker med himmel, hvor titlen refererer til det puslespil Karl og hans farfar ikke når at lægge færdig før denne dør, er det Karl og hans problematiske liv, der er i fokus. Da moren har en strikbutik, kan han strikke, og da faren er graver bor han på en kirkegård, noget især drengen Morgan kan udnytte i sit mobberi. Udtrykket: Hvor har du gravet den op, hører selvfølgelig til Morgans repertoire. Uanset hvad Morgan finder på at kalde ham, kan han ikke finde på noget at svare igen med.
Farfar, der har været Karls bedste ven, med sin fantasi og gode fortællinger, er blevet tavs efter han er kommet på plejehjem, hvor han dør.
Og så er der lige den nye pige, der kalder ham idiot.
Stykker med himmel fortæller altså om en periode i Karls liv, hvor han på den ene side mister fodfæstet, men samtidig finder helt nye sider af sig selv.
Rebecca Bach-Lauritsens lyriske sprogbrug, fine fornemmelse for følelser, replikker og sansninger er helt gennemgående i romanen, der fortælles af en alvidende 3.personsfortæller med udgangspunkt i Karl. Selve fortælleformen afspejler en lethed, men samtidigt dyb alvor, der gør det muligt at tage fortællingen ind. Stykker med himmel er fyldt med litterære tomme pladser, som læseren selv skal udfylde, og som gør, at romanen kan læses på mange måder. Og så er der alle de tillægsgevinster man får, hvis man krydslæser den med Veronika lyder som harmonika.
Tilbage i 2011 lykkedes det for Rebecca Bach-Lauritsen at få norske Stian Hole til at illustrere debutromanen. Her i 2020 er han også med til at skabe og underbygge stemningen i fortællingen med smukke, vemodige og detaljerige sømløse digitale billeder. Dengang i sort/hvid, nu i farver. Dengang med et smukt portræt af Veronika på omslaget, nu med et ditto af Karl med sin mountainbike, der står med de sidste brikker til puslespillet, og:
”Lægger hovedet tilbage.
Så svinger han armen og åbner hånden.
Som en vejrgud drysser sne.
Hvis han havde haft kikkerten med, kunne han have set dem flyve hele vejen op.
Klik.
Klik.
Klik.
De sidste stykker med himmel.”
Stykker med himmel anbefales varmt til læsning, oplæsning og inddragelse i danskundervisningen på mellemtrinnet, alene eller i selskab med Veronika. Her er nok at få eleverne til at undre sig over, både hvad angår livet derhjemme og i skolen, døden, sproget og fortællemåden. Rebecca giver i Stykker med himmel et usædvanligt indlevet portræt af en dreng på kanten af fællesskabet. Et portræt også voksne med fordel kan læse. Endelig må man rose Høst & Søn for to usædvanligt smukke udgivelser, der også i det ydre klæder hinanden usædvanligt godt. Alt for ofte glemmes bogens materialitet og dens betydning for læseoplevelsen.
