Superpøller

‣ Forfatter: Alex Woolf

‣ Illustrator: Isobel Lunde

‣ Oversætter: Annette Lerche Trolle

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:4 - 99 år

‣ Sidetal: 40 sider

‣ ISBN: 9788727018836

Hvorfor laver dyr lort? Alle levende væsner har brug for føde, som giver dem energi til at vokse og overleve. Når kroppen ar taget det, den skal bruge fra maden, skiller den sig af med resten som lort.”

Der findes mange forskellige slags lort. Og der er mange måder at forvalte sin lort på. Dyr gør det på forskellig vis, mennesker bruger lort på mange måder. Det handler denne billedbog om.

Den har en række ordspil på lort: ”Bæ-synderlige kendsgerninger”. ”Skidegode oplysninger” og ”Pølsefest”. Det vil helt sikkert appellere til en hel del læsere, at man her taler rent ud om lort. Og det bliver gjort på en munter og oplysende måde. Det er simpelthen en herlig bog. Man får så megen viden, man ikke vidste, at man gerne ville have.

Vidste du at ”Vombatter er de eneste dyr, der har terningformet afføring. Måske bruger de pøllerne til at markere deres territorium, og så er det praktisk, at de ikke triller væk.” Og ”Hunde har et kompas i hovedet og foretrækker at sætte sig i nor-sydlig retning, når de skal lave stort. Ingen ved hvorfor.” Og ”Når en flodhest skal lave stort, pisker den rundt med halen, så lorten ryger i alle retninger. De flyvende pøller imponerer det modsatte køn og markerer flodhestens territorium. Flodhestelort kan sprøjte helt op til 10 meter.”

Man får også at vide, at ”Mange dyreunger, som elefanter og koalaer, spiser deres mors lort. Det hjælper med at få sunde bakterier ned i deres tarm, så de får en god fordøjelse.” Der er også historien om desmerdyrene, der spiser kaffebønner, der så, efter at have været gennem tarmen, kan forvandles til kaffe af udsøgt kvalitet. Og der er te fra Kina, der er lavet af lort fra melmøl-larven, der gnasker te-blade.

Det er en fremragende lortebog. Man får så megen viden, der er så overraskende og oplysende og til tider en anelse ulækkert. Sådan.

Sebastian Klein har lavet ”Gæt en lort” i Naturpatruljen. Denne bog er helt i slipstrømmen af ”Gæt en lort”.

Det er viden om verden og os selv.

Det er en bog, der kan læses af alle fra 4 år og op til 99. Måske også ældre.

Hvis du vil læse/høre mere om klamme dyr, så hør Sebastian Klein og Anders Kofoed baltle i de klammeste dyr her

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.