”Hvad gør vi? Aske mærkede frygten brede sig i sit bryst, og han var helt tør i halsen.
T.N. sænkede stemmen og sagde alvorligt: Nogle typer lærer aldrig lektien, medmindre man
taler til dem i et sprog, de forstår.
Aske tørrede sig i nakken med hånden. Han var våd af sved. Hans stemme knækkede over, da
han sagde: Så må vi jo gøre det.
T.N. slog de små ternede hænder sammen: Endelig.
Det var åbenbart det eneste ninjaen havde ventet på. Samtykke til at gå i krig.
Så hvad er planen? spurgte Aske forsigtigt.”
Her i ”Ternet Ninja 3” er Aske blevet ældre. Han går fortsat i skole, men der er gået et helt år siden Ternet Ninja og Aske kom hjem fra Thailand. Alt er blevet hverdag. Og lidt kedeligt, synes T.N. Men så viser det sig, at der også hjemme i danske forstæder kan udspille sig store dramaer.
Aske har fortsat sin familie omkring sig. Sune, storebroderen, går ud af 9. klasse, han skal holde sidste skoledag, og han er ikke helt så irriterende som før. Jørn, stedfaderen, er arbejdsløs, han bruger tiden på at finde sig selv gennem capoeira og veganerkost. Sirene, Askes mor, er til gengæld i fuldt arbejde som holistisk pseudo-segral samtale-healing- kursusleder. Jørn og Sirene er blevet veganere, det giver også spændende samtaler. Og så er onkel Stewart fortsat en del af slænget. Og mormor, der skal begraves. Og Emily, den nye pige i klassen. Og Jessica, der har slået op med Marco. Der er masser af stof til intriger, magtkampe, forviklinger og forvandlingerne og natlige jagter, påsatte brande og slagsmål.
Hele fortællingen er rammet ind af en japansk tragedie fra juli 1581, hvor Taiko Nakamura døde i kampen for at forsvare sine børn, der alle brændte inde i en hytte, mens fjenderne i stort tal angreb. Den fortælling er rammen om Ternet Ninja, og i det hele taget er det en helstøbt fortælling her i bind 3, der kan læses uafhængigt af de to foregående bind. Men jo, der er jo en grund til at bogens titel er Ternet Ninja 3. Man har mest glæde af at kende til den lille ternede bam…. , nej, det må man ikke kalde ham. Det er et skældsord.
Anders Matthesen fortæller med masser af action, med stor humor og en absolut mangel på politisk korrekthed. Og han fortæller fremragende. Målgruppen er vel mellemtrinnet og opefter, man kan læse den også som voksen og glæde sig over de skarpe replikker. Den første bog i serien kom i 2016, nummer to i 2019, og nu er nummer tre (og sidste) altså på hylden. Den findes også som lydbog, hvor Anders Matthesen selv læser op. Og ja, det gør han så fremragende, at det kan anbefales at lytte til bogen. Der kommer en animationsfilm engang i 2025. Det er en bog, der vil blive læst med glæde af mange.
Animationsfilmen Ternet Ninja 3 får biografpremiere i 2025. Bogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen, der også er medinstruktør på animationsfilmene. Anders Matthesen fortæller selv, at der har været et muntert og givende samarbejde mellem de to, mens bogen er blevet skrevet.