T.N. er kommet ind i Askes liv. T.N. står naturligvis for Ternet Ninja, en bamse med øjne som sorte knapper. Ninjaen er svær at blive klog på. I begyndelsen er Aske, den 12-13 årige knægt, der er hovedperson, ikke helt rolig ved T.N, men på et tidspunkt midt i bogen får Aske hele historien i den ternede ninjas egen version.
Da Aske stod ved sin cykel efter skoletid, var han helt rundt på gulvet. Han kiggede ned på rygsækken. Den ternede ninja sad livløs og stirrede frem for sig med sine sorte knapøjne. Dens lille arm med sværdet hang ud af åbningen. Aske gav tasken et forsigtigt spark. Ninjaens arm dinglede let, men ellers sad den stadig stille. Aske sparkede lidt hårdere. Sig noget. Ninjaen sagde ingenting.
Det går dog over, og Aske og T.N. får et godt og stormfuldt og krisefyldt samarbejde.
Aske går i 7. klasse, han er vild med Jessica, der er uopnåelig, hans familie er ikke til megen hjælp, og han forsøger at klare sig nogenlunde i den fortsatte kamp om magten hos drengene i klassen.
Sirene, hans mor, er noget for sig. Hun bager klidboller, arbejder med kvartssten og penduler, når der er kriser ved morgenbordet, og så arbejder hun ellers med selvhjælpsgrupper. Hun er kæreste med Jørn, der har været deltager i en af disse selvhjælpsgrupper. Hos Sirene og Jørn spiser man klidboller, forsøger at undgå jordstråler, og man drikker ikke sodavand til hverdag. Alle klicheer er her i spil på en så under –og overspillet måde, at man også som voksenlæser synes, at der er grund til at læse videre i den meget drengerøvs-overgearede fortælling om Aske og T.N. og Glenn, Jessica, Odysseus og de andre børn.
Anders Matthesen har her skrevet sin første børnebog. Den er på 256 sider, den er lang, fyldt med sidehistorier om børnearbejde, narko, gangstere, fabrikanter og 7.klasses kærlighedsprojekter. Bogens lange og springende handling bæres oppe af den aldrig tøvende ternede humor.
Det er en bog, der vil kede nogle og få andre læsere til at grine højt.
Og moralen er lige så skarpt skåret som forsidens huller i omslaget.
