The Hawthorne Legacy, Testamentet

‣ Forfatter: Jenniefer Lynn Barnes

‣ Oversætter: Amalie Harder Hesel

‣ Forlag: Gutkind

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 129,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 400

‣ ISBN: 9788743404255

”For tre uger siden havde jeg været en helt almindelig pige. Jeg knoklede for at få det hele til at hænge
sammen, klare mig gennem high school, få et studielegat og komme væk. Men så fik jeg pludselig
besked om, at en af landets rigeste mænd var død og havde skrevet mig ind i sit testamente. Tobias
Hawthorne havde efterladt mig flere milliarder, stort set hele sin formue – og jeg anede ikke
hvorfor:”

I bind to af The Hawthorne Legacy – Testamentet befinder Avery sig på Hawthorne, det store
herregårdssæde med hundredevis af værelser. Her er hun sammen med en del andre, blandt andet
de fire børnebørn, der kunne have været førstevalget til arven (på mange milliarder) efter Hawthorne.
Nu er det i stedet Avery, der står som næsten-ene-arving, uvist af hvilken grund. Hun ved det ikke,
men med til testamentet og arven hører den klausul, at hun skal bo på Hawthorne i mindst et år.
Det er en udfordring, der følges op med masser af intriger, skjulte døre, hemmelige rum, venner
og fjender i samlet selskab og masser af uhygge og til tider glimt af venlighed. Det er et spil på liv og død.
Og der er et tredje bind, så alt løser sig måske til sidst.

Det er en fremragende serie. Sproget er kvikt uden at være ”ungt-ungt”, der sker noget, der er
masser af handling, gode personbeskrivelser, et meget amerikansk miljø og spænding på hver
eneste side. Det er helt umuligt at gengive handlingen. Den er fyldt med detaljer i det store plot.

Jennifer Lynn Barnes takker på de sidste tre sider en stribe mennesker, der har været involveret i
udgivelsen. Det er mange. Den sidste tak går til: ”Sidst men ikke mindst tak til DIG, kære læser!
Efter alle disse år og 22 bøger blæser det mig stadig fuldkommen bagover, at de historier, jeg
skriver, bliver læst af folk som dig.”

Der kommer en filmatisering af serien. Der er masser af BookTok på TikTok (det vælger jeg at tro
på), og dette er en serie, der vil få mange til at læse. Det kan kun glæde. Og ja, dette er bind to i serien.
Man skal læse bind et, før man tager bind to og tre. Læs ligeledes anmeldelsen af bind 1
The Inheritance Games– Arvingerne her på Bogbotten. Varme anbefalinger herfra!

Forfatter Jennifer Lynn Barnes

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.