“The Sad Ghost Club” er historien om et trist, gråt og gennemsigtigt spøgelse, der manøvrerer sig igennem livet med neuroser og katastrofetanker på passagersædet. Man skal blot få sider ind i bogen før den første livskrise ramler ned over hovedet på spøgelset, i form af en genstridig skoleopgave:

”Min opgave bliver sygt dårligt, og så dumper jeg og bliver smidt ud af skolen Jeg får helt sikkert aldrig et job. Jeg får så dårlige karakterer, at jeg ikke kommer til at tjene nogen penge Og omg, så bliver jeg nødt til at blive boende hos mine forældre for evigt!”

Fremtidsrædsel til morgenmad, og meget bedre bliver det ikke til formiddag, da en fest-invitation tikker ind på mobilen og åbner dørene for et komplekst dilemma:

”Mon de lægger mærke til, hvis jeg ikke kommer?… Og hvis jeg ikke kommer, bliver jeg måske aldrig inviteret til noget igen – nogensinde!”

Fordele og ulemper ved forskellige situationer bliver vejet mod hinanden, og hver gang formår spøgelset at skabe et scenarie, hvor der sjældent synes at være meget at vinde og ofte masser at tabe, hvorfor spøgelset har umådelig svært ved for alvor at komme i gang med noget som helst. Det er ikke let at være tynget af denne tankegang, men det ansigtsløse spøgelse Sam deler mentalitet med utroligt mange især unge mennesker, der vil kunne nikke genkendende til mange af de bekymringer og ængstelser, der bliver præsenteret i løbet af dette første bind i serien om “The Sad Ghost Club”.

Lize Meddings har en klar mission om at stille skarpt på mentalt helbred og psykiske lidelser for at afmystificere, aftabuisere og normalisere hvad der for et stigende antal børn og unge er dagligdag. Der er gået næsten ti år siden udgivelsen af bogen på originalsproget til at en dansk oversættelse ser dagens lys. Men bedre sent end aldrig. Nyere danske undersøgelser peger entydigt på, at flere og flere børn og unge mistrives og døjer med psykiske udfordringer, samt at et stigende antal får stillet en psykisk diagnose. Mange føler, at de falder udenfor normen; at de ikke passer ind eller at de ikke bliver set. Som spøgelser. Måske er det de mangler en sjæleven?

Sådan én finder spøgelset Sam i nærværende tegneserie i hvert fald efter at have besluttet sig for at tage med til festen (og fortryde det mere end et par gange undervejs!). Pludselig sidder der et andet gråt og ensomt spøgelse i menneskemængden med mobiltelefonen oppe foran ansigtet som et skjold, og så er det – for første gang i lang tid – slet ikke svært for Sam at tage kontakt og falde i snak.

Og indrømmet: jeg vidste ikke meget om denne udgivelse, da jeg læste den første gang, men alligevel overraskede det mig, at 2/3 af bogen er ren samtale imellem de to spøgelser Sam og Socks, der med langsomme og charmerende kejtede skridt kommer ind på livet af hinanden i løbet af en aften. Det er en monolog- (den første tredjedel) og dialog-baseret tegneserie, der er tegnet i en simpel streg (faretruende tæt på at være kedelig, hvilket er en del af pointen, om end et risikabelt æstetisk greb!) og holdt i monokrome farver for at understrege tristheden. Flere steder kan man se, at billederne har været farvelagt med akvarel og efterfølgende gjort sort/hvide, hvilket yderligere understøtter ideen om, at alle farver bliver suget ud af verden, når man er et trist spøgelse.

Samtalen mellem de to spøgelser, fortrinligt oversat af Sophie Souid, er simpelthen supergodt ramt. Man fornemmer virkelig de to spøgelsers gejst for at snakke om alt mellem himmel og jord med en ligesindet, og samtidig være utrolig kejtet socialt og derfor skabe en masse små finurlige, akavede øjeblikke. Det er ret fint.

Historiens pointe er lige så vigtig som den er simpel: uanset hvilken psykisk lidelse du tumler med; angst, ensomhed, introvers, stress, uro, tankemylder eller depression, er du ikke alene. Der er andre, der har det ligesom dig, som forstår de tanker, andre synes at have så svært ved. Find den eller dem, der ikke ser direkte igennem dig, men som ser dig.

“The Sad Ghost Club” slutter med, at Sam oplever så voldsom genoprejsning ved mødet med Socks, at der opstår et akut behov for at hjælpe alle andre, der måtte have det på samme måde:

”Socks, jeg mener det! Jeg bliver nødt til at finde dem, hvad hvis de tror, at de er de eneste, der har det sådan? Ligesom jeg gjorde?!” siger Sam og hænger en seddel op på et træ; hvad der nok skal vise sig at være startskuddet til De triste spøgelsers klub.

“The Sad Ghost Club” er en opmuntrende historie om at være et trist og ensomt spøgelse, og et bemyndigende manifest til alle, der føler sig udenfor eller ved siden af. Tegnestilen er simpel, næsten banal, men sproget og dialogen er levende og autentisk. Lize Meddings brænder øjensynligt for mentalt helbred, og mange børn og unge vil føle sig set og hørt med denne tegneserie.