Da vi mødte Sam og Socks i seriens første bog, lykkedes det de to triste, introverte, ængstelige og katastrofetankeramte spøgelser at trodse ensomhed og social angst og finde hinanden til en fest, og i løbet af en aften at blive hinandens sjælevenner. Det endte endda med, at Sam blev så euforisk over at have fundet et ligesindet trist spøgelse og endelig føle sig set, hørt og forstået, at der omgående skulle hænges plakater op i byen, der inviterede andre triste spøgelser til at komme frem fra deres skjul og give sig til kende.
I bind to, der lidt besynderligt bærer den præcist samme undertitel som etteren; ”Jagten på sjælevenner”, fortsætter vi, hvor etteren slap. Sam og Socks mødes på den lokale kringle-café efter den begivenhedsrige aften, der førte dem sammen. Men allerede her, dagen derpå, begynder euforien over at have mødt en åndsfælle at blive erstattet med en udmattelse over at skulle være social og være noget overfor nogen.
”Det er faktisk meget nice her, men jeg ville ønske, jeg kunne gå hjem i seng. Og blive liggende hele dagen”
– tænker Socks, hvilket fint illustrerer sindstilstanden.
De alvorlige problemer opstår dog først for alvor, da endnu et trist spøgelse har set plakaterne og skriver til Sam for at mødes, for her står det klart, at Sam og Socks ikke er helt enige om, hvad der skal ske fremadrettet. Socks kan kun lige akkurat overskue at have fået Sam ind i sit liv, men Sam er opsat på at få samlet så mange spøgelser som muligt og lave en reel klub. Så da de møder Rue, er det ikke klart, om De (velvalgt pronomen, der går igen bogen igennem) er et tredje medlem eller et tredje hjul. Herfra udspiller sig et omfattende trekantsdrama, hvor den ene og den anden tror det ene og det andet om den anden og tredje, og pludselig er da allesammen ved at gå til af tamkemylder, angst og social overstimuli. Ender det med, at de tre finder et fælles ståsted? Naturligvis. Ender det med, at de tre møder en yderligere håndfuld triste spøgelser, der ligeledes har set plakaterne? Selvfølgelig!
Andet bind i Lize Meddings serie om de triste spøgelser er stadig velskrevet i sine dialoger, hvor de tunge og vigtige tematikker om mentalt helbred og psykiske lidelser håndteres med lige dele alvor og humor. Den hverken overrasker eller betager dog nær så meget som etteren, der virkede original både i historie, intention og visuelt udtryk – og så kendte den sin besøgstid. Størstedelen af handlingen kredsede om Socks og Sams møde med hinanden, og selvom 150 sider om to introverte spøgelser, der snakker, på papiret kan lyde kedeligt, formåede Meddings at gøre det sjovt og skarpt nok til, at hun kom i mål med bravour. Men i løbet af bind to begynder mæthedsfølelsen at ramme. Både overfor den (meget) simple streg og den monokrome farvelægning, der afgjort tjener et vigtigt formål i formidlingen, men som ret beset bare ikke bliver ved med at være hverken indbydende eller engagerende at kigge på. Og så bruger historien utroligt mange sider på at rykke handlingen virkelig langsomt fremad. Også her er jeg med på, at langsommeligheden i sig selv bliver brugt som greb ift. at få læseren til at forstå, hvor meget tid og tanke vores kære hovedpersoner bruger på selv små problemstillinger og dilemmaer, men uanset hvor gennemtænkt det er at bruge simpliciteten i stregen, gråtonerne i farvepaletten eller sneglefarten i billederne til at understøtte karakterernes følelser og sindstilstande, så føler jeg, modsat etteren, at det her går ud over læseoplevelsen, der ganske enkelt halter efter etteren.
Historien om Socks, Sam og nu også Rue, er dog stadig god, sjov, tankevækkende og vigtig nok til, at det er en anbefaling. Lize Meddings mission om at belyse mentalt helbred er ikke blevet mindre sympatisk i takt med, at bog 2 er en smule kedeligere end etteren. Og så er man, i kraft af den velskrevne dialog, der driver værket, kommet tæt nok ind på livet af de triste spøgelser til, at man absolut er nødt til at følge med i deres videre færden og se, hvad der sker når trioen bliver til en septet.
