Tre grusomme gys

‣ Forfatter: Peter Grønlund

‣ Illustrator: Ulrik Schiødt

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2015

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 68

‣ Sværhedsgrad: Lix 18

‣ ISBN: 9788763840675

I denne lille gysersamling kommer vi omkring i velkendte gyserrammer med spøgelseshunde, gamle faldefærdige huse og skumle kældre.

Peter Grønlund har skrevet tre meget forskellige gysernoveller, ”Den døde hunds hævn”, ”Drengen med leen” og ”Museets kælder”.

Alle tre historier er fortalt af en jeg- fortæller, hvilket bringer fortællerens angst og skrækindjagende oplevelse tæt på læseren.

I ”Den døde hunds hævn” hjemsøger en afdød hunds sjæl det hus, hvor fortællerens bedsteforældre bor. Morfar fortæller ofte gyserhistorier, men de er selvfølgelig opspind. Eller er de? Inden længe er Morfar, jeg- fortælleren og lillebror på jagt efter hundespøgelset, der vil have hævn, fordi den blev behandlet dårligt, da den var i live. Men hvordan dræber man en hund, der allerede er død?

”Drengen med leen” udspiller sig i et gammelt faldefærdigt hus, som har en nærmest besættende virkning på jeg- fortælleren, der har svært ved at slippe tankerne om huset. Nogle har vidst nok engang set en kutteklædt skikkelse med en le i det gamle hus. Jeg- fortælleren og vennen Mads tager op for at undersøge huset, og dette får fatale konsekvenser”.

Normalt er museumsbesøg indbefattet af gode og hyggelige oplevelser, men dette er ikke tilfældet i bogen sidste novelle om ”Museets kælder”.

En skoleklasse er på museum med deres utrolig kedelige historielærer, og drengene går mere op i at undgå Antons lammere end at høre efter. Som straf for at have forstyrret undervisningen skal jeg- fortælleren og to klassekammerater følges museets gamle, grimme kustode. Han viser dem ned i museets kælder, der viser at rumme meget andet end blot lokalhistoriske artefakter.

”Tre grusomme gys” indgår i ”Zoom ind- serien, som et subbrand under Høst og Søn. De efterhånden mange bøger i serien er delt ind efter Lix- tal og alderstrin, og ”Zoom Ind” henvender sig til de 8- 11- årige læsere.

Derfor er sproget i de tre norveller ret enkelt og letlæseligt, og i den kontekst fungerer bogen fint. Dog virker det som om, at den gode historie må vige for letlæsningen. Det giver stor pædagogisk mening, at Zoom- serien breder sig over mange genrer, så der er mulighed for diversitet i læsningen for de yngre læsere. Gyser- genren er fortsat populær hos alle aldre, og novellernes omfang er overskueligt for mellemtrinseleverne.

Det er på dette præmis, at jeg vil anbefale bogen. Jeg er mindre imponeret af kvaliteten af de tre historier. Plottene fremstår overfladiske. I forsøget på at skabe mystik og gys slutter alle historierne meget åbent, men da de tre plot i forvejen er noget løst skruet sammen, kommer historierne i stedet til at fremstå ufærdige og yderst skrøbelige. Med Peter Grønlunds tidligere udgivelser og velfortjente anerkendelse er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med en forfatter, der før har vist, hvad han kan. Her er det gået for hurtigt. Der er ganske enkelt for mange løse ender i historierne til, at de virker troværdige.

Ikke desto mindre må man give bogen, at den formentlig vil appelere til primært mellemtrinsdrengene, og den er alt andet lige også målrettet dem. Hvis den kan være med til at inspirerere drengene til at kaste sig frådende over gysergenren som udhungrede varulve, vil der vente dem mange gode gys og læseoplevelser, og så er et forladt hus eller en gammel museumskælder et godt sted at starte.

http://rosinante-co.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.