Men lige der, midt i Den Ubevandrede Sti, hænger der pludselig en vampyragtig flagermusepige og dingler frit i luften.
Dennis skriger så højt og længe han kan af forskrækkelse. ”AAAAAAAAAAAAAAAAGH”. Da han er færdig siger flagermusepigen: ”Jeg kunne da godt bruge en ven”.
Det er faktisk urimeligt at bringe et citat i ord i denne anmeldelse. Citatet burde være i tegninger i sort-hvid. Det kan man se, hvis man går videre i et af nedenstående links, hvor man kan få et indtryk af tegnestilen.
Det er illustrationerne, der bærer fortællingen frem. De er herlige.
Tegnet med en spids tusch, alle siderne kantet med sort og med store dobbeltopslag i det på forhånd store format – ja, så får man uhyggen serveret i full-size.
Uhyrerne er uhyggelige, tusmørkemesteren er stor og fed med kløer og skarpe tænder og flagermusepigen har overbid. Det er tegnet med stor humor og megen variation. Opslagene har store miljøskildringer, hvor uhyggen kommer endnu tættere på. De mørke træer er næsten levende, dyrene under vand (er det mon fisk eller amøber) er klamme og selv cirkusfamilien er omgivet af mørke omklamrende træer.
Det er fremragende tegninger.
Teksten er derimod … alt, alt for lang og omstændelig. På tegninger kan vi jo se, hvad der sker. Man kan se, hvor uhyggeligt, det hele er. Det behøver man ikke nødvendigvis også at læse. Der er virkelig megen ”telling, – not showing” i bogen.
Læs tegningerne og få et godt gys. På sidste side er det næsten helt mørkt. Teksten står i blodrøde bogstaver, men her er det at Dennis sætter sig ned og slapper godt og grundigt af for første gang i lang, lang tid.
Fremragende mørk og dyster afslutning på en lang, lang historie.
