Gyldendals ’Læs løs’ bøger er udarbejdet som læsetræning til børn i rivende læseudvikling. ’Læs løs 7’ -serien, som nærværende bog befinder sig i, hvor lix-tallet ligger mellem 14-17, byder på bøger med let genkendelig kontekst og emner af interesse for målgruppen. Hvilket må siges – især i et drengeperspektiv – at være særdeles sandt for Kim Dalsgaards Uhyret i skoletasken, hvor historien om en skoletræt gamer-dreng er pakket ind i gode mængder gys og splat.
”Dumme skole!”
Erik satte sig ved sit bord og smed tasken foran sig. Han hadede skolen! Der fandtes ikke noget
mere kedeligt sted! Og det værste af det hele var lektierne!
Erik så på sin taske.
Så blev hans sure mund til et smil.
”Gid der var et uhyre i min taske! Så skulle jeg aldrig lave de dumme lektier!”
Erik er det stereotype billede på drengen, der helst vil spille fodbold og game dagen væk, og der som udgangspunkt har svært ved at finde energi til lektier og skolearbejde. Erik ønsker, at der kunne bo et uhyre i hans taske, så han ikke behøver at lave sine lektier. Ønsket går i opfyldelse. Pludselig midt i timen er det der, i tasken, stirrende med sine gule øjne. Til Eriks held har monsteret svaret på alle Hr. Bjerres spørgsmål, som den kan hviske til Erik, og pludselig fremstår han utrolig klog, hvilket jo faktisk er fedt nok. Der er lige det lille ”men”, at monsteret skal fodres. Og det er pærelet, i hvert fald i starten, hvor en sandwich er nok. Men uhyrets appetit vokser, og pludselig er det klassekammerater og skolelærere, der må lade livet for, at Erik kan fremstå klog i undervisningen.
Det gode ved “Uhyret i skoletasken” er, at den genre-mæssigt tør at gå linen helt ud. Folk dør rent faktisk – på ganske blodig manér, fx da uhyret stopper Hr. Bjerre ned i sin mund og det sprøjter med blod som blev han presset ned i en blender. Og der bliver ikke hevet i land med, at ”… så vågnede Erik fra sin drøm” eller at han får reddet folk ud af uhyrets gab. Det ender mere i stil med, at monsteret folder sig ud som en nærmest udødelig slasher-skurk á lá Jason Vorhees fra Fredag d. 13., der bliver ved med at overleve og hjemsøger Erik og hans familie. Ingen lykkelig slutning eller forløsning, hvor nogen ånder lettet op her!
”Den glade Erik var tilbage igen, for nu vidste han, at uhyret lå på bunden af åen, og at det aldrig
mere ville kunne æde nogen.
Men… hvad nu, hvis uhyret ikke havde talt sandt?
Hvad nu, hvis det kunne svømme?
Hvor mon det så var nu?”
Ja, der er udkommet en “Uhyret i skoletasken vender tilbage” (en titel, der yderligere taler ind i 80’er slasher æstetikken), så Eriks mareridt slutter jo nok ikke her!
“Uhyret i skoletasken” er en genudgivelse, hvor originalen udkom tilbage i 2007 under Gyldendals Dingo læseletbøger. Den største opdatering – og muligvis samtidig nedgradering – er Dorte Karrebæks illustrationer fra originalen, som Kim Dalsgaard nu selv har erstattet. For selvom Kim Dalsgaards illustrationer måske er bedre tilpasset målgruppen anno 2024, er de noget generiske og blegner rent visuelt ift. Dorte Karrebæks mere ekspressive og karikerede streg. Jeg kan dog godt se pointen i skiftet. Det er ganske tydeligt, at bogen skal tiltale de drenge, der minder om Erik, som hellere vil game end at læse, og der skal til tider mere til at få dem til at tage en bog ned fra hylden, og her vil det nye visuelle, bloddryppende udtryk nok tiltale dem mere.
Hvorom alting er, er “Uhyret i skoletasken” en fin genudgivelse i ’Læs løs’ -serien og en oplagt bog at have stående på skolebiblioteket – eller i hjemmet, hvis der er nogle børn, der skal have et gyseligt skub til at komme i gang.
