Underhundene – den kattens kat!

‣ Forfatter: Kate og Jol Temple

‣ Illustrator: Shiloh Gordon

‣ Oversætter: Kim Langer

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 255,00

‣ Målgruppe:6+

‣ Sidetal: 153

‣ ISBN: 9788727016054

”Nu skal jeg fortælle dig, hvor mange katte der plejede at være i UNDERHUNDENES DETEKTIVBUREAU …
Nul. Ikke en. Ingen overhovedet. Så kom Hugtand. Ét øje. Tre tænder. Knæk på halen. Ikke lige den typiske
Hundestrup-detektiv, vel? For det første er hun ikke en hund. Hun er en kat. Ja ja, jeg ved, hvad du tænker.
Hvad laver en kat overhovedet i Hundestrup? Men faktisk bor der mange forskellige slags dyr i Hundestrup.
Sandt nok er der flest hunde, men der findes altid undtagelser. Hugtand er en af dem.”

I det første bind Underhundene – den kattens kat! følger vi Underhundenes detektivbureau, et ikke helt succesrigt
detektivbureau i byen Hundestrup. De ansætter, lidt på trods, katten Hugtand, som dog viser sig at have
flair for detektivarbejde, og snart har detektiverne da også deres første sag, sagen om den mystiske
klatretyv, som er helt umulig at fange. Sporene tyder på at klatretyven kunne være den berømte
skuespillerkat Kitty KitKat, men er det nu også det? Detektiverne får deres sag for.

I bind 2 Underhundene Mestertyven slår til! er detektiverne ved at være desperate efter en ny sag, da de
mangler penge til at få malet deres kontor. Muligheden opstår, da den kendte kunstmaler Pudlo Picassos
maleri forsvinder, og da det konkurrerende detektivbureau Overhundene er bortrejst, bliver
Underhundene sat på sagen. Men er det mon den mistænkelige Rottesen, der står bag, eller er sagen mere
indviklet end som så? Igen får detektiverne deres sag for, men ender selvfølgelig med at få løst mysteriet
OG få kontoret malet.

Begge bøger afsluttes med et par opslag om forfatternes og illustratorens egne kæledyr.
Bøgerne er gennemillustreret i sort-hvid af Shiloh Gordon, som har en næsten tegneseriepræget streg.
Bøgerne er på samme måde en blanding af tekst og illustrationer, sine steder næsten i tegneserieform, og
med små faktabokse indlagt undervejs med informationer om den person der lige nu er i spil i historien.

Hvis man godt kan lide den lidt fjollede humor fra for eksempel Kaptajn Underhyler, og man samtidig
gerne vil have en detektivhistorie hvor man som læser selv kan gætte lidt med undervejs, er bøgerne et
udmærket bud.

Dyr i hovedrollerne er set før, og begge bøger kører ret tydeligt efter samme skabelon.
Til bøgernes fordel
taler, at de er så rigt illustrerede, at de vil kunne tiltrække mange,
også knap så stærke læsere, som stadig
vil få oplevelsen af at kunne komme igennem
en bog af en vis tykkelse. Bøgerne vil kunne fungere som
højtlæsning fra omkring 6 år,
og kan senere selv læses af barnet.

Det er helt okay bøger, men ikke uundværlige must-reads.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.