Dette er en kærlighedserklæring og en hyldest. Det må guderne vide.
Det er 40 år siden, at en af de største, hvis ikke den største, succes i dansk tegneseriehistorie så dagens guddommelige lys. 40 år siden, at to hjerner og hjerter fandt hinanden i det, der skulle blive en mytologisk rejse mellem Asgård, Midgård og Udgård. Nå ja, og nogle gange også til Hel.
Henning Kure og Peter Madsen fandt hurtigt sammen om ideen til en tegneserie om de gamle nordiske guder, vores egen mytologi, vores historie her i Norden. Kure havde ideen, og Madsen havde stregen. Det blev til Valhalla! En titel, der egentlig bygger på en fejl. For ‘Valhalla’ er den engelske betegnelse for den største og prægtigste af alle borge i Asgård, Odins borg. På dansk hedder borgen imidlertid bare ‘Valhal’, men denne fejl blev først opdaget senere, og når ret skal være ret, så er der altså også mere tordenbulder i ‘Valhalla’. Det lyder bare bedre.
Fra Asgård til Bjergkøbing
40-års jubilæet for Valhalla bliver fejret med, at ikke mindre end 50 kunstnere har fået lejlighed til at genfortolke Valhalla-universet, og det er der kommet små 100 sider med genialiteter ud af. Bevares, nogle tegnere går mere rent ind hos mig end andre, men alle har gjort et forsøg på genfortolkning, og det må i sig selv have været en udfordrende opgave som tegner og fortæller.
Lad mig i det følgende fremhæve enkelte kunstnere, som jeg faldt over af flere forskellige grunde:
Efter en indledende myte om tilblivelsen af Valhalla, der tilsyneladende ikke kan se sig fri for guddommelig indgriben, skal vi over et hyldestkvad til medforfatter Hans Rancke- Madsen, der gik bort i 2015. Det er i sig selv en rørende gestus, der vidner om bevidstheden om Rancke-Madsens betydning for Valhalla. Herefter møder vi endnu en erindring af Bo Green Jensen om, hvordan han selv blev læser af tegneserien. Et bekendtskab, der ikke var uden betænkeligheder. Til erindringen ses en fuldkommen eminent collage af illustrator Claus Rye Schierbeck. I denne finder vi hints til andre store fortællinger som Batman, Huckleberry Finn og Lord of the Rings, hvor Saurons øje skuer ondt fra toppen af Barad-dûr.
Når man har læst sig igennem et væld af humoristiske og raffinerede genfortolkninger, når man blandt andet frem til tegneserieskaber John Kenn Mortensen, hvis streg efter eget udsagn er inspireret af dødsmetal, blackmetal og Theodor Kittelsen. Så bliver det i min verden ikke bedre, så der røg objektiviteten. Lev med det. Mortensens streg er morbid og brutal, fuldstændig som de undergrundsafkroge, de er skabt af, og de passer lige ind i den mørke nordiske gudeverden. Er det mon søskendeparret Fenris og Hel, der sammen med Midgårdsormen, Jomungandir og ildjætten Surtur planlægger Ragnarok og Odins endeligt? Nornerne har i hvert fald travlt ved trådene.
Bemærk i øvrigt også svenske Johan Egerkrans’ illustration på s. 36. Den skal bare ses. Se ravnens udtryk.
Af pladshensyn vil jeg nævne en sidste forfatter, hvis tilstedeværelse er lige glædelig og overraskende. Ingen ringere end norske Haakon W. Isachsen har bidraget med en historie, og ja, det er ham med Flåklypa, Bjergkøbing Grandprix. Hvordan Sofus, Ludvig og Il Tempo Gigante så ender i Asgård, må man selv læse sig frem til, men det er vist udmærket, at en hvis Hr. Kure får sat foden ned i den fortælling. Den er ganske rigtig hverken historisk eller mytologisk korrekt.
Historierne giver guderne styrke og liv
Undervejs i bogen findes en Valhalla-quiz, som vi godt kunne have undværet. Den virker aldeles ligegyldig. Den opvejes dog af møder med Jussi Adler-Olsen, Jan Lööf, Benny Bødker og den for mig ukendte Peter Kielland-Brandt, der har illustreret en to-siders skabelsesberetning på bagkanten af Vølvens spådom og Ragnarok. Ordløst og smukt.
Ordløs kan man måske ikke beskylde nærværende anmeldelse for at være, men man kommer ikke sovende omkring en udgivelse af dette format. Der er meget mere, der burde være nævnt, men så meget desto mere overlades til læseren. Barnelæser såvel som voksenlæser. Det må man selv finde ud af.
Hele albummet er desforuden en hyldest til det, Bo Green Jensen kalder ‘den nordiske streg’. Både som den tog sig ud i fordums tider og i dag. Den har ikke tabt sin kvalitet. Den har bare fået flere nuancer. Det klæder den nu ganske godt.
Peter Madsen, Henning Kure og hele det øvrige hold bag Valhalla har gjort andet end bare at skabe en stor dansk tegneserie og en omdiskuteret tegnefilm. De har formidlet de gamle gudefortællinger for voksne og børn i 40 år. Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der første gang mødte Thor, Loke og menneskebørnene, Røskva og Tjalfe, da jeg slog op i Ulven er løs fra 1979. Eller hørte om jætter, da man læste Thors brudefærd fra 1980.
Det er muligt, at forplumrede senmodernister for år tilbage erklærede de store fortællinger for døde. Det er også muligt, at Loke havde en finger med i spillet der. Valhalla i nye hænder viser, hvordan store fortællinger binder os sammen i en ubrydelig kæde af fælles historier, og hvordan disse historier skaber fantasiens fornemme klangbund. Den er en ode til fortællinger i al deres storhed og gennemslagskraft, hvad enten de fortælles med ord, streg eller begge dele. Hil Odin og Valhalla!
Peter Madsens hjemmeside
Om Henning Kure
Info om bogen på Carlsens hjemmeside
