Man ved, at alle Villads-fra-Valby-historierne slutter godt. Eller i hvert fald hyggeligt. Ligesom slutningen i “Villads fra Valby køber slik,” der lyder: ”Men da de havde fået det mudrede tøj af og spist lidt aftensmad uden løg, og de sad foran fjernsynet med pyjamas på og hver deres skål med slik, glemte de hurtigt alt om mudder og løg og skældud. Villads syntes faktisk, at det blev en rigtig hyggelig fredag aften og han sagde endda til sin mor, at han meget gerne ville gå ud og købe ind for hende en anden gang.”
Der er kommet “Villads fra Valby ” bøger i mange forskellige versioner. Der er bøger til højtlæsning, bøger til selvlæsning og der er billedbøger. Nu er der også en antologi, hvor otte gode Villads-fortællinger er samlet. Det er “Villads fra Valby er en indbrudstyv”, “Villads fra Valby – En historie om en meget fornem hule”, “Villads fra Valby køber slik”, “Villads fra Valby – en historie om en virkelig uhyggelig fisk”, “Villads fra Valby taber en tand”, “Villads fra Valbys uhyggelige halloween” og “Villads fra Valby skyder året i gang”.
Illustrationerne står Dina Gellert for, og hun sætter rammen med den meget Valby-ske familie, hvor Villads altid sætter liv i huset og omgivelserne. Hun kan få hygge og uhygge med på siderne. Når Villads og Amalie er ude på Halloween-togt, så ser man den sure mand, der skræmmer livet af de to børn,der jo retteligen skulle skræmme livet af ham!
Bogen med de otte historier kan være et godt valg til en ”madpakke-oplæsningsbog” i indskolingen. Den egner sig virkelig godt til højtlæsning. Som selvlæst bog er de 160 sider lidt uoverskuelige.
Villads fra Valby er en bogserie, der formentlig er kendt af alle børn i indskolingen. Villads kan man se på film og teater, men det bedste er, at han giver læseglæde og læselyst, når børn kan læse om en helt almindelig dreng, der lever et helt almindeligt liv i Valby. Selvfølgelig kan man klandre serien for dens manglede woke-ness, der er ikke mange etniske minoriteter i bøgerne, der er heller ikke megen eksperimenteren med køn og identitet, men der er en børneverden, man kan genkende.
Og så er Villads sjov. Og han gør mange af de ting, de fleste børn har lyst til at gøre. Han handler, før han tænker. Det giver gode oplevelser. Tak for Villads. Han er ukuelig.