Er det muligt at et menneske kan være for stærkt? Ja, man kan for eksempel være så stærk, at man uden problemer jonglerer rundt med en Fiat 500 og en kamel, mens man samtidig springer jernkæder med sin svulmende brystkasse. Og når man er så stærk, kan man godt blive hunderæd for at tage noget småt og skrøbeligt i sine hænder. Fx sin lille, bedårende babydatter. For tænk nu hvis de store næver ved et uheld kom til at knuse hende.
Det er den slags bekymringer verdens stærkeste mand går og tumler med. Han er nemlig blevet far. Og nu begynder et langt og slidsomt aftræningsforløb, hvor verdens stærkeste mand skal lære at løfte små lette ting igen. Mens han langsomt trapper ned fra Fiat 500 til fugl, ser cirkusdirektøren bekymret til. For hvem vil se en stærk mand, der løfter fugleæg? Det ender dog med, at alle bliver glade. Verdens stærkeste mand tør endelig holde sin datter og cirkusdirektøren får et nyt spektakulært nummer til forestillingen.
Kim Fupz Aakeson kan noget særligt med ord og fortælling. Han har et blik for det skæve og skøre og så kan han som få fortælle en historie, så både børn og voksne er godt underholdt. Dette gør sig også gældende i Verdens stærkeste mand, hvor legen med sproget er centralt i fortællingen. Kontrasten mellem kraftkarlens overvældende fysiske styrke og hans usikkerhed i forhold sit barn er både komisk og rørende.
Lilian Brøggers humoristiske og farverige illustrationer følger teksten, dog med den effektfulde undtagelse at hun lader muskelbundet skrumpe i takt med, at han vokser sig stor i rollen som forælder. Og så er det en fornøjelse at se hvordan Lilian Brøgger giver et idiomatisk udtryk som ”at tage benene på nakken” et anderledes bogstavelig udtryk når det bruges om et slangemenneske.
Bogen deler tematisk fællestræk med en anden af Kim Fupz Aakeson og Lilian Brøggers bøger, nemlig Babyen der ikke ville ud. Ligesom i Verdens stærkeste mand tages forældreskabet og de medfølgende bekymringer under finurlig behandling.
Verdens stærkeste mand et pletskud af tekst- og illustrationsmæssigt høj kvalitet. Så hvis man leder efter en rigtig god oplæsningsbog, er dette være et glimrende sted at starte.
Lilian Brøgger: http://www.lilianbroegger.dk
Gyldendal: http://www.gyldendal.dk/boeger-til-boern-unge/boerneboeger/9788702122213/verdens-staerkeste-mand