Vuf er en hanhund i sin bedste alder. Han har et hus, en hat og pludselig også en kat. Katten kalder han Verner. Verner vender op og ned på Vufs liv. Hvor der før var orden, er der nu rod. Verner synes fx lampen er et klatretræ og at spisebordet er en fremragende katteseng.
Da Vuf først har vænnet sig til omvæltningerne, bliver han og Verner bedste venner. Venskabet bliver dog sat på prøve, dels fordi Verner viser sig at være en Vera, dels fordi den sure nabo Frøken Fifi Knur ikke bryder sig om kattelorte i sine blomsterbede.
Vera strejfer omkring og trækker hankatte til og Vuf forsøger at glatte ud overfor Frøken Knur. Han inviterer til forsoningskage, både en gang og to gange. Og mens hans får øjnene mere og mere op for sin skønne nabo, der ikke længere er så sur, forsvinder Vera. Efter lang tids søgen finder Fifi og Vuf hende i vaskemaskinen sammen med et kuld killinger.
Tosomheden er således blevet udvidet og snart venter yderligere familieforøgelser.
Lecher har selv illustreret bogen og hendes illustrationer er fulde af detaljer, der medvirker til at udfolde fortællingen. Men igen synes disse detaljer mestendels henvendt til den voksne oplæser. Fx har Vuf Crocs-lignende fodtøj på hjemme i privaten og Fifis computer er prydet ikke af et æble, men et kødben.
Andre bøger om umage venskaber: serien om Mor Muh og krage skrevet af Jujja Wieslander og bøgerne om Mester af Thomas Winding.
Doris Lechers bog om det umage venskab mellem hund og kat er en underlig størrelse. Billedbogsformatet og forlagets aldersvejleding til trods, virker det som om historien snarere henvender sig til voksne end til børn. Bogen vrimler med voksen indforståethed, som når Vera bliver tykkere og tykkere efter hun har haft hankattene på besøg, når Vuf på baggrund af et bagdelskig konstaterer, at Verner er en hunkat, eller når Vuf ser befippet ud da han under tøjvask støder på Fifis undertøj. Det synes jeg er en skam. Der er nemlig ikke noget mere ødelæggende for en god læseoplevelse end at blive talt forbi.
Efter min mening er fortællingen om Verner og Vuf et trist bekendtskab, ikke mindst for barnet, der gennem samfulde 32 sider bliver talt over hovedet.
