Vil du se en pingvin?

‣ Forfatter: Simon Philip

‣ Illustrator: Ian Smith

‣ Oversætter: Trine Bech

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 269,95

‣ Målgruppe:0-5 år

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788762741621

I billedbogen ”Vil du se en pingvin?” følger vi to børn, der forsøger at finde en pingvin i en storby. På hvert andet opslag forklarer pigen drengen et eller andet om hvordan en pingvin ser ud, og vi ser samtidig et lille stykke af et dyr med de karakteristika pigen beskriver, på vej ud af billedet – men ak, på næste opslag viser det sig hver gang, at det er et helt andet dyr, blandt andet en panda eller en søpapegøje.

For eksempel beskriver hun hvordan en pingvin er sort og hvid, og vi ser bagenden af en zebra på billedet – men på næste side ser børnene at det er en zebra og må skuffede lede videre.
Til sidst giver børnene slukørede op i kampen for at finde en pingvin, men på siden efter ser vi som læsere, at der sidder en pingvin på en trappesten lige bag børnene.

Bogen er gennemillustreret i farver af Ian Smith. Bogen er præget af klare farver og en streg med
karikerede mennesker og dyr med store øjne. Bagest i bogen er et opslag med forskellige fakta om de
forskellige dyr der bliver præsenteret i bogen.

Ud over at være en lidt sjov og skør historie, hvor børnene kan gætte med på, hvilket dyr de mon tror der befinder sig på næste side, er der også den finurlige detalje at der på hvert opslag faktisk befinder sig en pingvin et eller andet sted. Og her kan barnet gå på opdagelse på de enkelte opslag for at finde den. Denne billedbog kan bestemt noget. 

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.