”Hun havde fundet sig et hjem inde i bøgerne, imellem siderne, inde under ordene.
Hun havde troet, at hun havde en tilværelse der, indtil dyrene var dukket op.
Så snart hun havde hørt om dem, havde hun indset,
at hun akkurat som dem var dumpet ned i den vilde by.”
Der udkommer kun yderst sjældent tyrkiske ungdomsbøger på dansk. Burcu Aktaş (født 1980) har
vundet den tyrkiske børnebogspris for Vilde ting.
Det kan man så passende tænke over, mens man læser en anderledes, smuk, afdæmpet og filosofisk
fortælling om menneskets forhold til natur og kultur, erindring og afsked. Tematisk minder Vilde ting
om Shaun Tans Cityfortællinger (2018) der som Vilde ting maner til eftertænksomhed om menneskets
og vores medskabningers rolle på kloden.
Og til eftertænksomhed om erindringens rolle, når man som gammel ser tilbage, og: ”Fortiden var en
kugle citronis. Både meget sød og meget sur.”
Vilde ting begynder med dette smukke anslag:
”Byen ligner et stykke slik, som et barn har spyttet ud, fordi det smagte grimt. Og dem, der bor i byen,
ligner myrer, der kravler rundt på det. Ja, så mange er de.
Byen er sørgmodig. Akkurat som barnet, der kigger ud gennem den duggede rude og ikke kan lege
ude på gaden, fordi det regner.”
Iagttageren er en gammel dame der sidder højt hævet over det pulserende menneskemylder i Byen
og iagttager livet på gaden gennem sin kikkert. Her fra sin stamplads som iagttager til livet, oplever
hun at mystiske ting sker og at byen transformeres. Vilde dyr, og dermed naturen, trænger ind i den
labyrintiske storby, Byen, som minder om Istanbul. Den gamle dames barndomserindringer smyger sig
rundt mellem ”virkelige” erindringer og læseoplevelser hun har haft, og et af romanens
hovedspørgsmål bliver, hvem der egentlig er de mest vilde, menneskemyrerne eller dyrene. Det sker i
en fortælling der løbende skifter mellem den gamle dames fortælling og erindringer om sig selv som
pigen Mualla, i 3.person.
Vilde ting er en roman der kræver en læser, der er villig til at stige op på læsehesten for at få sig en fed
læseoplevelse, og en læser som er villig til løbende at forholde sig til at romanens skift mellem ”digt”
over for ”virkelighed.”
Endelig rummer Vilde ting litterære henvisninger undervejs. Her citeres indledningen til Franz
Kafkas novelle Forvandlingen: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.” og vores egen H.C. Andersens Den lille pige med
svovlstikkerne for bare at nævne to.
Vilde ting anbefales varmt til den læser der søger en anderledes læseoplevelse og en fortælling der
handler om noget der ikke umiddelbart er læseren selv.
I sin tematik skriver Vilde ting sig smukt ind i værker der omhandler den globale klimakrise og vores
udnyttelse af jorden ressourcer. Det gør den smukt, poetisk og til tider meget tydeligt:
”Da hun lukkede bogen igen og kiggede over på æsken med den syge fugl, kom denne sætning over
hendes læber: ”Blandt de talrige monsterarter, der findes på jordkloden, er mennesket det mest
udbredte:””
Voksne kan sagtens læse med!
