Vildnis og tropehjelm

‣ Forfatter: Søren Jessen

‣ Illustrator: Søren Jessen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:+ 10

‣ Sidetal: 116

‣ ISBN: 9788702257755

”Psykologer og dansklærere. De leder altid efter en helt anden mening.

Også når der ikke er nogen.

Men måske er det i virkeligheden det samme, jeg gør,

da jeg skubber nogle grene til side og ser hvem det er

der sidder og græder i buskadset mellem skaterbanen og fodboldbanen,

 for det giver virkelig ingen mening.

Ingen mening overhovedet.” (s. 72)

Det er ikke alt, der står på linjerne, og det er ikke alt, billederne fortæller i Søren Jessens fortælling Vildnis og tropehjelm, der handler om en dreng, der farer vild i tilværelsen.

Her er nok at tage fat på for læseren – meget forbliver usagt, meget vises i billedsiden, hvor eksempelvis villaforstaden vises som en afrikansk jungle med lianer i gadelygterne. Fortællingen fortælles simultant i både tekst og billeder, hvor teksten tit fortæller èt og billedsiden noget helt andet. Sammen fortæller de så historien om en lidt stille og meget forsømt forstadsdreng, jeg-fortælleren, og hans fucked up familie bestående af en arbejdsløs mor, der hele tiden ligger i sengen med migræne og en far, der er forsvundet i ”Vildnisset”, som både er tilværelsen og navnet på et brunt værtshus nede i butikscenteret. Vi hører også om drengens kat, hans 14 år ældre storesøster der er flyttet hjemmefra, hans bedsteven der er flyttet og den hule, de havde sammen ude i skoven.

Tropehjelmen, han ”organiserer”, da ejeren af Vildnisset rydder op, spiller en væsentlig rolle i den dramatiske afslutning på fortællingen. En afslutning, der både rummer stort drama, ildspåsættelse og en ny erkendelse og situation i familien.

På billedsiden sender Vildnis og tropehjelm hilsner tilbage til Søren Jessens underfundige billedbog Bange for alt (2016) og den vellykkede grafiske roman, han og Jesper Wung-Sung lavede med Kopierne (2015). Her i Vildnis og tropehjelm bruges billedsiden primært til at anskueliggøre jeg-fortællerens sindsstemning på en spændende og givende måde. Her er nok at se på også under ”læsningen.”

Denne billedroman er både en fængslende og gribende fortælling om de helt eksistentielle problemstillinger som savn, håb og ængstelse, mod og frygt og om at have tillid eller mistillid både til sig selv og andre.
Vildnis og tropehjelm vil fungere fint både som fri(tids)læsning derhjemme og i skolen, men så sandelig også som multimodal tekst i danskundervisningen på mellemtrinnet.

Vildnis og tropehjelm

Søren Jessen

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.