Vitello går vildt meget i skole 

‣ Forfatter: Kim Fupz Aakeson

‣ Illustrator: Niels Bo Bojesen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2021 

‣ Pris: 129,95 

‣ Målgruppe:8-11 år

‣ Sidetal: 48 

‣ ISBN: 9788702302554

”Vitello er rimelig chokeret over alle de lektier de hele tiden får.  

Igen? siger han da Louise giver dem lektier til mandag, staveøvelser, de skal stave til ting! Fem ting, tegnede ting, en ko, en is, en bi, alt sådan noget. 

Nu må I styre jer, siger Vitello.” 

Vitello er kendt af alle børn i den danske folkeskole. Vitello går også selv i folkeskolen, han har i 26 bøger fået fortalt om sit liv, og her er bog nummer 27 i Vitello-serien – Vitelleo går vildt meget i skole. Der er film om Vitello, der er et teaterstykke, og så er der alle bøgerne.

Vitello synes man går vildt meget i skole. I denne bog følger man en uge i hans skoleliv, det er en uge med skolebod (Vitello er entreprenant og får solgt meget slik), der er skolepatrulje, motionsdag, kunstbesøg og så er der lektier. Alt fortælles med Vitellos meget åbne syn på tilværelsen.

Billedsiden leveres af Niels Bo Bojesen, han tegner Vitello helt som han må se ud: Med strithår, åbne øjne, et markant kropssprog og en gevaldig livslyst.

Vitello kan kun anbefales til alle læsende børn og voksne. Der sker noget i Vitellos liv, og han har mange gode kommentarer til det, der sker. Det har hans mor også. Nok er der kommet 27 bøger om Vitello, men der er plads til mange flere af Vitellos oplevelser. Man må huske, at der kom 81 Jan-bøger midt i forrige århundrede. Der er et stykke vej endnu for Vitello.  

Forfatter Kim Fupz Aakeson

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.