”Når vi går alene gennem mørket, siger vi:
Vi er ikke bange, vel?
Nej, siger vi, vi har jo hinanden.”

“Vores fugl” er en billedbog om et barns overlevelse i et dysfunktionelt hjem. Anja Hitz skriver kortfattet og med stor akkuratesse, og Anna Margrethe Kjærgaard illustrerer med den helt unikke blanding af rå sårbarhed og poetisk melankoli, man er blevet vant til fra hendes hånd. Tilsammen har de lavet en lige dele hård og håbefuld billedbog, der udelukkende kommer til live i det kontrapunktiske forhold mellem tekst og billede.

”Når døren er låst, og der ikke er nogen hjemme,
sætter vi os og venter.
Det gør ikke noget, at der går flere timer.
Vi bruger tiden på at tælle fugle på himlen.
Vi får altid lige mange.”

Vi’et i “Vores fugl” er et barn og dennes imaginære ven, der er et fantasifoster født ud af en forsvarsmekanisme. Fantasivennen er farvelagt i et håbefuldt grønt skær, bogens eneste farve. Det liv barnet lever, er for hårdt at gå igennem alene. Forældrene drikker, sviner, skændes, sover om dagen og overlader barnet til sig selv, samt med en masse gøremål, de ikke selv kan varetage. Men barnet er som børn er flest: loyal, så når nogen spørger, hvordan det går og om barnet har brug for nogen at snakke med, lyder det:

”Vi behøver ikke at sige noget til nogen. Vi har jo hinanden.”

Men vi forstår, at de vilkår barnet lever under, har en udløbsdato. Måske forstår barnet det også, ubevidst. Sammen med sin usynlige ven, skraber barnet penge sammen til at købe en fugl. Årsagen til at anskaffe sig et kæledyr er hjerteskærende:

”Vi vil tage den ud af buret ofte.
Vi vil snakke med den og passe på den.
Vi vil altid huske at give den mad.”

Barnet ønsker at opfylde selv samme behov hos fuglen, som det selv lever uden. Og hvad der sker herfra, er en mindre genistreg. Barnet kommer en dag hjem til et raseret hjem. Alt er smadret og ødelagt, selv fugleburet. Panikken breder sig, men heldigvis er fuglen uskadt. Men som det lyder tidligere:

”Vi har aldrig set fugle støde sammen i luften. Og vi har ellers kigget mod himlen i mange timer.”

Hvis fugle kan flyve så mange, så tæt på hinanden, uden at støde sammen, så må der virkelig være noget galt, når deres fugl er i fare efter at have boet i deres hjem i hvad der føles som et kort øjeblik. Og dét reagerer barnet på. Børn er loyale overfor deres forældre, og det er på grund af fuglen, altså en ekstern faktor, at barnet reagerer og til sidst erkender, at

”Vores fugl har brug for,
at vi siger noget til nogen.”

På det sidste opslag er den usynlige ven væk, og i stedet har barnet iklædt sig de grønne klæder – der er håb, der bliver gjort noget. Det er sindssygt stærkt.

Vores fugl er et pragteksempel på en billedbog, der behandler et svært emne med stor poesi og nænsomhed. Og så gror der en vildtvoksende symbolik ud fra bogens sider.

Anna Margrethe Kjærgaard har tegnet et væld af ledninger, kabler og snore, der i løbet af bogen ligger hulter til bulter, viklet tæt sammen. Og så er der naturligvis de frie fugle og fugleburet, der i sig selv står i skarp kontrast til og bliver et billede på barnets længsler og aktualitet. Og minsandten om ikke barnet er afbilledet med en hale hele vejen igennem. Et skønt lille greb, der giver mindelser til Lilja Scherfig og Signe Kjærs “Min hale”, hvor halen på samme vis kan symbolisere det at finde sin egen frygtløshed og række ud mod verden. “Vores fugl” er en bog på få sider og med en knap ordmængde, der vejer let i hånden men tungt i sjælen.