William tøvede. Han blev stående bag scenetæppet. Kiggede hen på en stresset kvinde med headset, som stod et stykke derfra og trippede. Hun gjorde tegn til, at det var hans tur, og at han skulle gå ind på scenen. William kunne høre klapsalver derude, og folk, der råbte hans navn.
William Wenton har en evne til at løse koder. Nej, William er rigtig god til at løse koder. Han ved ikke hvordan han gør, det kommer bare til ham, når han går i gang. Men under en konkurrence transmitteret på nationalt tv får William et anfald. Og taber. Anfaldet viser sig ikke at have noget med konkurrencen at gøre, men med noget andet og meget mere alvorligt.
Kort tid efter konkurrencen befinder William sig på Institut for Posthuman Forskning. Men alting er forandret: Der er udgangsforbud og vagter overalt, og William ved ikke, hvem han kan stole på og synes desuden, at alle, han kender, opfører sig underligt. Mystiske ting begynder at ske, og William får flere og flere af de uforklarlige anfald. Hvad er sammenhængen, og hvem er den mørke skikkelse, der prøver at komme i kontakt med ham? William vikles hurtigt ind i begivenhederne på Institut for Posthuman Forskning, og det bliver også ganske hurtigt klart, at William og hans evner er instrumentelle i løsningen af de udfordringer, som man på Institut for Posthuman forskning står overfor.
William Wenton og Kryptalportalen er anden bog i serien om William Wenton. Bogen kan læses isoleret, da forfatteren på fornemmeste vis lidt efter lidt undervejs i bogen giver læseren indsigt i de begivenheder i første bog, Luridiumstyven, der er afgørende for den situation og tilstand, som William befinder sig i bog nr. 2. (Og på trods af denne indsigt bliver man faktisk nysgerrig efter at læse den første bog også).
Jeg savner noget personlig udvikling hos karakteren William. Taget i betragtning hvad han går igennem i både bog 1 og 2, skulle man synes, at hans karakter blev modnet i et lidt højere tempo end (mange af) hans beslutninger, drevet af hans kærlighed til Iscia, giver udtryk for. Der er dog ingen tvivl om, at bogen er bygget rigtig godt op; spændingen intensiveres kapitel for kapitel, og William og hans følge udsættes undervejs for den ene tilsyneladende umulige situation efter den anden, hvilket er rigtig underholdende.
Med udgangspunkt i sprogbrug og ordvalg retter denne bog sig til de 12-14-årige, let trænede drengelæsere, men den vil helt sikkert også kunne vække interesse hos ældre grupper. Institut for Posthuman Forskning udvikler og anvender meget avanceret og på visse områder (mig bekendt) ikke-eksisterende teknologi, og den vil med garanti appellere til unge, der interesserer sig for den slags. Der er lidt Xavier Institut fra X-Men over Institut for Posthuman Forskning, hvilket er meget fascinerende.
Bogen lægger op til læsningen af både opfølgeren, Orbulaturagenten, og også 1’eren i serien, Luridiumstyven, der kan give læseren flere detaljer om Williams baggrund.
Bobbie Peers
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læse- og lydprøve