Youngblood

‣ Forfatter: Sasha Laurens

‣ Oversætter: Sarah Louise Pedersen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 475

‣ ISBN: 9788702382396

”Panikken jog gennem mig, da jeg hurtigt tog hænderne op for munden. Det her skete aldrig. Jeg mistede aldrig kontrollen og lod mine hugtænder glide frem. Hvis nogen så det, ville mit liv her være slut. (…) Hvad tænkte jeg på? At jeg ville drikke Guzmans blod? Det var skrækkeligt – det var forkert – og det ville jeg aldrig gøre. Selv hvis jeg ville, så kunne jeg ikke. Man kunne aldrig vide, hvem der havde smitten. En dråbe af det forkerte blod, og med ét betød udødeligheden ingenting.”

Kat er vampyr og går med en drøm at få lov at starte på Harcote Highschool, en prestigefyldt elitehighschool kun for vampyrer – i det skjulte, naturligvis, for menneskene må ikke vide noget om at der findes vampyrer. Hendes mor vil ikke give hende lov, men da Kat får doneret et ophold på skolen, givet anonymt, blæser hun på det hele og får trumfet igennem at hun skal starte alligevel. Ærgrelsen er stor, da det går op for Kat, at hun skal dele værelse med Taylor. Taylor var engang bedste veninder, indtil Taylors familie vendte ryggen til Kat og hendes mor. Det har betydet at Kat og moderen har levet en meget fattig tilværelse siden, hvor de hele tiden har været på kanten af at kunne skaffe nok Hema, som er en slags kunstigt blod vampyrer lever af, efter en smitsom sygdom blandt menneskene gør det farligt at bide et menneske. Vampyrerne kan simpelthen dø af det. Taylor, for sin del, lever et ikke specielt godt liv på Harcote, da hun er den eneste erklærede homoseksuelle på skolen. Vampyrer er, viser det sig, faktisk ret konservative, og den moderne kønsdiversitet har hårde kår på skolen.

Der er dog mange ting på spil, og det viser sig efterhånden at Taylors familie havde sine grunde til at vende ryggen til Kat og hendes mor i sin tid; det viser sig også, at Kats mor bærer på store hemmeligheder, og jo længere man kommer i bogen, jo mere står der på spil for Kat, der prøver at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen – og hvem den mystiske velgører er, der har gjort det muligt for hende at starte på skolen. Samtidig spirer en forelskelse mellem Taylor og Kat, der dog bliver ved med at gå galt af hinanden.

Jeg troede faktisk at vampyrgenren, der virkelig tog fart efter Twilight-bøgerne i sin tid kom, var uddød. Men man må i den grad sige den er blevet genoplivet og gjort aktuel med ”Youngblood”. Bogen balancerer imellem at være en vampyrhistorie, en kærlighedshistorie og en konspirationshistorie, og det gør den godt! Historien skifter skiftevis med kapitler fra Kats og fra Taylors synsvinkel, og det fungerer rigtig godt at høre historien fra begges side. Begge hovedpersoner kommer ind under huden på læseren. Karaktererne er komplekse, hvilket gør dem troværdige.

Der er meget på spil i romanen, helt op til en trussel mod verdenen for vampyrer og verdenen for mennesker, hvor nogle aktører (i kulissen) forsøger at fastholde vampyrverdenen som den altid har været, mens andre plæderer for nye tider, hvor mennesker og vampyrer kan leve side om side.

Historien bliver måske en anelse politisk til tider, men da spændingen omkring familiehemmelighederne og den blomstrende kærlighed samtidig tager fart, tager man det som læser gerne med. Historien er velskrevet og medrivende og vil uden tvivl finde sine læsere blandt unge.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.