Jeg kan brokke mig/ og give andre skylden/ det er sådan/ man bliver til ingenting// Jeg vil være modig/ indtil Hitler og Goebbels/ og de andre røvhuller/ er døde// Jeg vil ikke være ingenting/ jeg må risikere at dø/ for at leve.
Thorstein Thomsen kalder sin bog for en roman i 64 digte – og sandt er det da også, at fortællingen både har personkarakterer og forløb (den foregår i tiden fra tredje maj 1944 til første december 1945). Men lige så sandt ville det fx have været at kalde den en digtkreds. Nok om det. Hovedpersonen er den unge Sara, hvis liv vi følger både i et makroperspektiv og i et mikroperspektiv. Makroperspektivet er verdenskrigen, hvis sidste halvandet år, vi befinder os i, og mikroperspektivet er hendes ungdom og forelskelse i Henning, med hvem hun har et ønske om at forlade uskyldens snærende bånd for at blive en voksen kvinde.
I krigsperspektivet bliver Sara sandelig voksen. Først hører vi om hendes far, som er med i modstandsbevægelsen, men bliver angivet og må forsvinde til Sverige. Dernæst er der broderen Frank, som ligeledes bliver angivet, taget af tyskerne og derefter likvideret. Det er barske ting. Men endnu værre bliver det, da Sara beslutter sig for at tage krigen og sagen i ”egen” hånd. I sporvognen har hun held til at stjæle en pistol fra en tysk soldat, og med den skyder hun senere en tysk soldat, og siden hen, da hun finder ud af, at det er omkring hendes bedste veninde Bente, at Frank er blevet røbet, og at det er Bentes far, der har angivet Frank til besættelsesmagten, tager hun konsekvensen heraf og likviderer Bentes far.
I kærlighedsperspektivet er det Saras ønske, at det skal blive alvorligt med Henning, så alvorligt, som det kan blive, og det bliver det i ”romanens” sidste digt: Henning sover/ hans arm ligger slap/ på mit bryst/ Hans sæd ligger tør/ på min mave/ Hans drømme ligger/ ikke her/ men på en engels vinge.
Her er et digt fra juni 1945. Sara er syg i sjælen både af krigen, af likvideringen af Bentes far, af længsel efter den døde bror, Frank og af kæresten Hennings fravær:
Jeg tænker,/ det er nok nu.// mine tanker/ har vandret i waders/ under byens gader/ og kravlet i skove/ over sneglevåde grene./ Det er nok nu.// Jeg drikker vand/ af det glas/ min mor har sat/ her på skamlen/ der dufter svagt af shellak.// Jeg kan mærke, jeg har tabt mig./ Jeg er rasende sulten./ Det er nok nu.// I morgen må jeg op/ sætte mig til morgenbordet/ med min mor og far/ og holde op med at dø.
Digtene i denne bog er, som man kan se, knækprosaagtige med frie rytmer og urimede, men med en umiskendelig lyrisk tone.
Det er på begge måder – i det uendeligt store (krigen) og det uendeligt små (kærligheden) – en flot og betydningsfuld bog, Torstein Thomsen har begået. Man røres og berøres af udviklingerne. Ikke overraskende, for Torstein Thomsens forfatterskab er jo efterhånden også velkendt, stort og betydningsfuldt, både hvad angår ungdomsromaner, digte og sange for børn, og voksenromaner. Overalt har han sat sine gode bog(af)tryk.
Mikkel Sommers illustrationer er fint medskabende og fulde af kraft og atmosfære, både dystre og ladet med betydning. Mikkel Sommer kender vi blandt andet fra tegneserieverdenen – men også som illustrator ifm. Kim Fupz Aakesons ”De gale”, der udkom i 2013 i en jubilæumsudgave som graphic novel.
Fortællingen kan fint indgå i undervisningen som del af et tema om 2. verdenskrig. Det ville være fint at få en historisk gennemgang af krigens udvikling krydret med digte, som også medinddrager en personlig synsvinkel. Her er beskrivelsen af, hvorledes en ung pige bliver hvirvlet ind i krigens ubønhørlige gru – og samtidig må håndtere sin udvikling fra pige til voksen (ungdommen er endnu ikke ”indført”, det kommer først ca. 10 år senere).
Dette er nok en bog, der skal formidles. Man kan bare ikke regne med, at det er en bog, som unge henter ned fra hylden for at læse den selvstændigt. Selv om de uomtvisteligt ville få en god oplevelse.
