”Mennesker er som cigaretter: De kommer med eller uden filter. Der er ingen tvivl om, at jeg er en af dem uden filter…”
Med dette præcise og skønne politisk ukorrekte billede slås bogens tema an fra første sætning. Vi er i romanens ydre handling på en togtur mellem hovedpersonen og jegfortælleren Mikkes to jyske hjem: Hans barndomshjem og så det behandlingshjem, hvor han bor sammen med andre unge med psykiske problemer. På denne tur får læseren indblik i Mikkes liv og tankeverden ved hjælp af erindringsbilleder, afbrudt af medpassagerers løsrevne replikker, musiknumre og udefrakommende støj.
Titlen “Akavet” hentyder ifølge ordbogen til det at være klodset, kejtet, ubehjælpsom, det som forekommer upraktisk, forkert eller bagvendt. Og Mikke lever til fulde op ordbogsdefinitionen og fremkalder forlegenhed hos de øvrige rejsende i kupeen med sine replikker og gennem sine handlinger!
Helt ned i sit layout underbygger “Akavet” det akavede og det skæve: Læseretningen er drejet 90 grader, en markant brug af kursiv og fede typer underbygger handlingen og tankestrømmen. Som i sine hidtidige ungdomsromaner leger Ronnie Andersen også her med særlige sproglige virkemidler og referencer. Her i “Akavet” “forstyrres” læsningen af, at hver gang et firmanavn nævnes, og tro mig, det sker hyppigt, citeres firmaets motto konsekvent, som f.eks.: DSB – kom med, Cola – real taste-Zero sugar, JydskeVestkysten – sammen om det lokale, IKEA-Kvalitetstestet af hverdagen. Og endelig humoristisk – “gryden – ukendt mærke” og “cigaret-ukendt mærke”. Disse tiltag gør samlet, at “Akavet” er særdeles akavet at læse. Som læser bremses man op af den ændrede læseretning, bogen er akavet at holde, og de mange ekstra-informationer, man skal forholde sig til, gør ligeledes læsningen til en labyrintisk oplevelse. Måske medvirker disse virkemidler til, at vi I højere grad oplever verden set gennem Mikkes hoved. Den hyppige ekstra-information, de skæve kapiteloverskrifter og den anderledes typografi underbygger alt sammen romanens handling. Læseren tvinges under læsningen til både at tænke metafiktivt over “Akavet” som roman, over Mikkes fortælling – og om det, som ung, at leve psykiske problemer som social angst.
Mikkes og Katjas kærlighedsfortælling, mormorens strikkeklub, fortællingen om fællesskabet og det band Mikke og de øvrige beboere danner på Hjemmet, er den gennemgående fortælling i romanen. Og det er den fortælling der gør “Akavet” til ungdomslitteratur.
Måske er det stress. Det er helt sikkert stress. Måske. Hvis det ikke er stress, hvad er det så? Det er stress så. Og hvis det ikke er stress, så er det angst. Panikangst. Socialangst. Angsten for angst. Men det kunne også være stress. Angststress? (s.17)
Romanen fortæller den unge Mikkes historie på en litterært spændende, krævende og ekspressiv måde – med hyppige scene- og synsvinkelskift, bevidsthedsstrømme, metafiktive og intertekstuelle referencer – men tilsat en pæn portion humor. Den kræver stor læsekompetence af sin intenderede unge læser, men kan som antydet læses på mange måder.
“Akavet” fortjener, udover de unge læsere, i både danskundervisningen og fritiden, læsere blandt forældre, lærere, psykologer og andre “professionelle” der kommer i berøring med disse udsatte unge.
Indtil nu har det været spændende at følge Ronnie Andersens væsentlige litterære forfatterskab og dets udvikling i de indtil nu fem ungdomsromaner der alle har haft fat i unge, der på forskellig måde bevæger sig på samfundets kant. ”Akavet” holder på alle parametre det høje niveau fra forgængeren ”Komatøs” fra 2012.
