Børnene Peter og Vera har en rumraket. Den bruger de, når far har drukket for meget rødvin og skændes med mor. Der er tit brug for rumraketten, for far er meget glad for rødvin. Faktisk så glad, at han sjældent har tid til at lave noget med Peter og Vera. Når han læser godnathistorie taber han bogen på gulvet og samler den ikke op igen. Så kan man i stedet fordrive tiden med at træne ham i at gå lige på en tommestok.

Når far er fuld, fylder alkofanten hele hjemmet. Den er allevegne og bliver symbolet på selve misbruget. Det er alkofanten, der bestemmer over far, og den er stor og tung at slippe af med.

Heldigvis viser far sig at indeholde karakterstyrke nok til at vælge rødvinen fra til fordel for sin familie. Der er Peter og Vera heldige, for det sker ikke altid. De kan nu tage afsted på deres forhåbentligt sidste rejse med raketten, og denne gang tager de alkofanten med sig, så den kan blive ude i rummet. Her er den dog ikke alene, for rummet er fyldt med elefanter, der er blevet flyttet gennem tiderne.

Ingen alkofanter på de sociale medier
Jeg tror desværre, at mange børn ville ønske, at de havde en rumraket at flyve væk i, når hverdagens problemer vokser sig store. Der er stadig et ejendommeligt tabu omkring alkoholisme i Danmark. Det skyldes flere faktorer: For det første har det altid været pinligt, at de voksne drak. Der er ingen børn, der trives med et alkoholmisbrug, og mange tager skylden på sig og føler sig medansvarlige. Det gør Peter og Vera ikke. De tager afstand og synes, at far er en dum skid. For det andet er alkohol en fast del af vores kultur, og vi har den tvivlsomme ære at ligge højest i verden, hvad angår alkoholindtag. Det ville kræve et regulært paradigmeskifte at ændre dette bare tilnærmelsesvist. Og endelig, for det tredje, lever vi i en tid, hvor vi gladeligt viser vores glansbilleder frem på de sociale medier, mens vi sørger for at gemme det grimme væk. Det grimme skal ikke flashes. Og én ting er sikkert: Alkofanter hører ikke hjemme på glansbilleder. Så krakelerer de bare, og det ville næsten være synd. Derved får mange børn den opfattelse, at de står alene med en forælder, der drikker. At der ikke er andre. For alle de andres forældre er så glade og kan sagtens styre alkoholen og læse godnathistorier alligevel.

Det er lykkedes forfatter Ditte Steensballe og illustrator Kirsten Gjerding at skabe en billedbog, der tager børnene alvorligt, og det kendetegner altid den bedste børnelitteratur. Alkofanten i rummet hører til den del af litteraturen, der formår at sætte ord og symboler på et misbrug, og elefanten er med sin massive fylde et særdeles godt symbol på alkoholen. Ethvert barn, der kender til alkoholmisbrug, ved, at det lægger en uigennemtrængelig skygge ud i alle hjørner af hjemmet, og det ved både forfatter og illustrator tilsyneladende også. Det er gennemtænkt, når alkofanten som stor, klodset syleps følger faren, når han drikker. Den hænger uløseligt sammen med misbruget, men bliver ikke i sig selv styrende for handlingen.

Elefantorden til far
En fin detalje i bogens slutning er, da mor laver et smykke til far med en elefant, som han kan bære på tøjet. Det er en elefantorden, der viser, at elefanter er mulige at flytte. Tro kan måske ikke flytte bjerge, men det går med elefanter, når man selv vil.

Bogen skal formidles ude på skolerne og må gerne være at finde i kassen med bøger for børn med diverse problemer. Lad eventuelt en voksen læse bogen sammen med barnet. Køb den derude! Den er alle pengene værd. Stor cadeau til forfatter, illustrator og forlag for Alkofanten i rummet.

Alkofanten i rummet er for børn, der har brug for at vide, at de ikke er alene. Den er også for børn, der skal vide, at man godt må tage afstand, når man bliver valgt fra til fordel for alkoholen. Det er aldrig børns skyld, at mor eller far drikker, og det skal råbes så højt, så alkofanten kan høre det helt ude i rummet.

Ditte Steensballe
Kirsten Gjerding
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside