Se, nu skulle man jo umiddelbart antage, at en alfabetbog var for små børn. Hermed kunne de i god, pædagogisk, opbyggelig tradition lære alfabetet med henblik på videre stavning og læsning. Sådan er det bare ikke helt. For ganske vist begynder ‘alting’ med A, hvilket også gør sig gældende for ‘anslag’, men herfra må læseren af denne alfabetbog belave sig på leg og krumspring og kasten om sig med ord. Og det virker.
Nu er Alting begynder med A langt fra den første og eneste alfabetbog i dansk børnelitteratur. Vi har en bog af samme slags i den børnelitterære kulturkanon, men alligevel er Betina Birkjær og Stine Illums alfabetbog helt sin egen. Rimene, remserne og de små kortprosastykker om bogstavernes forunderlige liv spiller på sprogfigurer og bogstavrim, der virker originale og gennemtænkte. Som for eksempel, når T mildest talt bliver træt af tanketumult og slutter med en kop T. Tanketumult. Godt ord, der hermed er tilvejebragt. Eller når forfatteren spiller på børns tendens til at bytte om på lille b og lille d. Så står der hurtigt bromebar eller krokobille. Og så får stort D klager over lille d, og lille d er da ligeglad, for han er en lille dølle.
Betina Birkjærs fornemmelse for det danske sprog kommer os alle til gode, og det vil være en oplagt øvelse i skolerne at læse nogle af disse vers højt for herefter at bede eleverne om at digte videre og skabe kortprosa, sprogforståelse og intertekstualitet.
Illustrationerne er tegnet af Stine Illum og holdes i en collagepræget, men dog enkelt streg, der i det store hele er symmetrisk, men til tider også supplerer teksten. Illustrationerne er ikke dominerende, men kunstnerisk afdæmpede, og det lader teksten træde tydeligere frem. Der holdes en fin balance mellem illustrationer og tekst.
Alting begynder med A kan både stå i børnehaven, skolen og på bogreolen derhjemme. Flere af teksterne har dog et relativt højt abstraktionsniveau, der kalder på lidt hjælp fra en voksen. Bogen bør læses, fordi den er kreativ og kan give anledning til mange snakke om ord og deres betydning. Et ordforråd kan aldrig blive for stort. Bogen er en fornøjelse, og fornøjelse ender på e, og når enden er god, er alting godt. Også selvom, det begynder med A.
Betina Birkjær
Stine Illum
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside