Kronik: Morten Nielsen: Den, der kæmper, taber aldrig helt

Morten Nielsen: Den, der kæmper, taber aldrig helt

”Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå …
du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstå.
Svedig fed og dum … Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.”

Sådan lyder første strofe i digtet ”Skæbne”. Det er den unge digter Morten Nielsen, der skrev om drengen, der som svedig, fed og dum teenager blev drillet af sine kammerater. Og pigen, som han havde et øje til, lo med. Så slutter digtet med denne strofe:

”Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.”

Digtet blev først udgivet efter Morten Nielsens død i 1944. Det er den korte (og meget rammende) fortælling om mobning og hævn. En fortælling, der fortsat (beklageligvis) vækker genklang hos unge (og ældre) læsere.

Morten Nielsens liv var kort, men han lever videre i sine digte, der er smukke, sørgmodige og skarpe. Hans tidlige fornemmelse for sprog og sansning kunne man læse i kronikken i Aalborg Stifttidende fra 1. september 1940. Den unge 18-årige student gjorde status over sin barndom og ungdom, nu han skulle rejse til København for at studere. Det er et ungt, men voksent blik der ser tilbage på barndommens by.

Kronikkens titel var ”Farvel til Byen”, og den indledes sådan: ”Man skal rejse, og man siger Farvel. Ikke kun til Folk og Familie, men også til Ting og Steder, man er kommet til at holde af.

Til Vejen for Eksempel.”
Efter en beskrivelse af børnene på barndommens vej, rækker tankerne frem til konfirmationsalderen: ”Og det var paa Vejen, vi stod, da vi var blevet konfirmerede og var mere voksne, end vi vel nogensinde senere ville blive det. Da Forelskelsen holdt sit skæbnesvangre og alvorlige Indtog i vore Sjæle, og de Piger, ingen før havde regnet for noget som helst, med et blev det centrale i den snakkende Gruppe om Aftenen.”

Også skolen får et erindringsafsnit. Da han ser sit billede på væggen, hvor hans klasse har fået studenterhuen på, da ser han: ”Et Fotografi af Studenterne fra i Aar. Jeg fandt mig selv paa Billedet – og Fornemmelsen af atter at have erhvervet Hjemret i Riget forsvandt.”

Så vender han blikket mod byens gader og steder, hvor han har levet sit liv. En skolekammerats liv giver anledning til refleksion over de sociale skel:

”Og endelig er der en Gade i et af Byens triste, kedelige Kvarterer, jeg maa hen og tage Afsked med. Ikke fordi jeg kan lide den som Gade, men fordi der øverst i et af dens grimme Huse er et Værelse, hvor en af mine Kammerater boede i de tre Aar, hvor han gik i Gymnasiet. (….) Han havde det haardt i de tre Aar. Han levede for 50 Kr. om Maaneden, og alting var indbefattet i de 50 Kr., Husleje, Varme og Mad.”

Andre veje og steder, Mølleparken, Hammer Bakker, Syrenhøjen, fabrikkerne og AaBs fodboldbaner for også nogle tanker fra ham.

Nu rejser han fra sin barndoms by. Det bliver med den 18-åriges blik fra Københavnerbåden, der dengang sejlede fra Aalborg:

”Men nu rejser man. Et Papir, man har i Lommen, et Akademisk Borgerbrev, meddeler på højtideligt Latin, at de næste Aars arbejde ligger i en anden By. Man staar paa et Skib og ser Striben af Vand mellem sig selv og Bolværket blive bredere og bredere. Skibet kommer i fart, og man bliver lidt træt i Armen af at vinke. Og med ét betyder saa det, at et par Fabriksskorstene og et Kirketaarn forsvinder bag Bakkerne og man har sagt Farvel til sin Barndom og dens By.”
Sådan kunne en kommende digter skrive i 1940.

I ”Efterladte digte” er et digt med titlen ”Jeg ser nu i nat”. Her lyder slutstrofen:

”Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.

Du er endnu for ringe til at dø.”

Morten Nielsen døde selv alt for ung.

Den eneste digtsamling Morten Nielsen fik udgivet, mens han selv levede, var ”Krigere uden Vaaben”, der blev udgivet i 1943, senere kom ”Efterladte digte” og senere er der fundet andet og mere frem fra Morten Nielsens efterlade breve og papirer.

Digtsamlingen ”Krigere uden Vaaben” er digte om ungdom, om møder mellem mennesker og om krigen og dens følger.

”Forårets Horisont”, hedder et af digtene. Det er med i Højskolesangbogens seneste udgave.

”Foraarets Horisont

Verden er vaad og lys —

Himlen er tung af Væde …

Hjertet er tungt af Lykke,

lykkeligt nær ved at græde.”

Så kort er det. Morten Nielsen skrev selv i et brev til en ven: ”Jeg ved, at de fire første linjer er gode. Jeg har en Fornemmelse af noget fint og lyst i det første Vers. Maaske er det forkert.” Det var ikke forkert. Det holder fortsat. I samlingen ”Spejlbilleder” fra 1994, hvor ”kendte” politikere, forfattere og skuespillere fortæller om deres yndlingsdigt, skriver lyrikeren Kristen Bjørnkær om ”Forårets Horisont”: ”Det er fint, når de udsiger det meget komplicerede meget enkelt”.  Ole Ernst har i samme samling også valgt fra ”Krigere uden Vaaben”. Det er strofen fra ”Frygten”:

”Tænd din Pibe og slaa Kraven op.

Langs Butikker der staar øde hen

skal du gaa med sikre, tomme Skridt i Nat

mens den tunge Regn slaar mod din Hat.”

Ole Ernst skriver: ”Et regntungt, mættet digt, et øjebliksbillede fra en gade, måske København under krigen. Digtet bliver et psykologisk billede på befolkningens stemning under krigen.”

Sådan rammer de to digtvalg den dobbelthed, der er i ”Krigere uden Vaaben”. Dels er det forårets, ungdommens og livsglædens digte, og dels er det tunge, mørke digte, hvor døden lurer i en sidegade i den mørklagte og besatte by.

Første digt i samlingen er ”Glemt Foraar, 1940”:

”Alle de vaade Veje

lyser og staar i Blomst.

Jomfruer brænder Olie

for Vaarens Tilbagekomst.” Morten Nielsen har mange bibelreferencer, også selv om han senere skriver i et ikonisk digt, hvorledes han har brugt sin bibel (dengang bibler var af tyndt, tyndt papir) som cigaretpapir, når de hjemmerullede cigaretter skulle fabrikeres. ”Selv har jeg brugt min bibel til cigaretter” lyder det i digtet ”Men jeg er mig selv”.

Døden var med ham og mødte ham. I ”Døden” skriver han:

”Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.

Men kun som en Stilhed hos nogen

som jeg holdt af.

Aldrig som noget omkring mig,

en Kulde, en Skygge,

ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.”

Og i digtet ”Paa Rejse” skriver han videre om den bestandige frygt, utryghed, agtpågivenhed, der prægede deres hverdag:

”Jeg gaar paa Grænsen til det grænseløse,

blandt tavse Ting, men uden Haab og Frygt,

for aldrig har jeg været saa alene

og ingenting har været mig saa trygt.”

Efter Morten Nielsens død ved en vådeskudsulykke i september 1944 udgav Paul la Cour ”Efterladte Digte” i 1945. Her er en samling digte, der (som i ”Krigere uden Vaaben”) kredser om døden, krigen, kærligheden og naturen.

”Vilde Roser i Dagregn!

Og Toget er standset,

med Ruder, der løber fulde

af blændende Regnskær

og Buskenes vilde Lys

I det vaade og grønne.” Sådan lyder indledningen til digtet ”Vilde roser i Dagregn” af Morten Nielsen, ”Efterladte Digte”, 1945.

Morten Nielsen viste allerede i sin afskedshilsen ”Farvel til Byen”, at han kunne se sin verden med friske unge øjne. Og han havde ord for det, han så. Morten Nielsens naturbeskrivelser viser et menneske, der så på verden med et ungt blik, men han kunne formidle sansningen af verden i sætninger, der står så skarpt i et skråt sollys, at de også holder i dag. Mange af Morten Nielsens digte har direkte reference til krigen, til angsten og døden, der altid lurer i en sidegade. De må læses ind i besættelsestidens usikre vilkår. Hans naturlyrik er også skrevet i krigens år, men de kan læses (og lyttes til) helt uden at de sættes ind i en litteraturhistorisk kontekst.

I digtet:  ”Stilhed fra længe – siden” står der:

”Man bliver sig selv saa fortrolig

Ved langsomt at slentre i Sne.
Lydene kommer saa stille

Fra Steder, jeg ikke kan se.”

Og han fortsætter og slutter således:

”Aa, tænk om det netop er Verdens

Sidste Snevejr, der sneer,

Og jeg paa en tilsneet Klode

opslaar mit Vinterkvarter,

hvor Stilhed vil skjule min Viden

om Angst og uroligt Begær,

og Rummet gaa under i Sneen,

mens jeg er mig selv saa nær.”

Naturen spejler de mennesker han møder, og naturen spejler de følelser, han mærker ordløst og tyst. Her er fra digtet ”Nær”:

”Pludselig gik der et Efteraar

gennem den hvidlige Foraarsdag. )…)

”Pludselig mærkede jeg dig her,

du, der tilfældigt var gaaet med,

pludselig mærkede jeg det ske,

uden at tale, uden at se.”

Livet for Morten Nielsen er også glimt af det helt almindelig liv, hvor krig og kriser sættes på pause, og hvor han ser hverdagens glæder. I digtet ”Hundrede kilometer” står der:

”Den rolige Registrering af dette her:

Børnenes Raab, Lyngen, og Havets Skær.

Det som et skraanende Sollys tilfældigt fandt.

Dette, som ogsaa er sandt.”

Livet er det hele. Det er krig, angst og død, det er ulykkelig og lykkelig kærlighed, det er kammerater, det er naturen og digte og venskaber. Det er også vilde roser i dagregn, hvor digtet slutter således:

”Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer.

Med eet er der stille..

Vilde roser i Dagregn,

Ruder, der løber fulde

af blændende Regnskær

og Buskenes vilde Lys

i det vaade og grønne.”

Morten Nielsen blev ikke mere end 22 år. ”Krigere uden Vaaben” og ”Efterladte digte” står fortsat stærkt. Der er efterladte digte, der viser besættelsestiden set gennem en ung lyrikers liv, og der er digte, der fortolker kærligheden, livet, naturen og giver et evigt og almengyldigt billede af vilde roser i dagregn.

P.S: Efter datidens retskrivning skulle alle substantiver skrives med stort begyndelsesbogstav. Det giver et helt særligt tekstbillede. Mere markant. Mere skarpt. Man skal lige vænne sig til det.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur: