”Jeg er ved at blive et træ.”
Det er noget værre noget, det der med, at ”Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra”, som Søren Kirkegaard formulerede det, når man nu ønsker at stoppe tiden ”der læner sig frem”, og få den til at gå Baglænsk.
”Jeg er helt ved siden af mig selv. Aldrig har det udtryk givet mere mening. Hvis min krop synger på sidste vers, er det godt jeg nåede ud i tide. For jeg vil alligevel ikke være et træ! Jeg vil løbe og hoppe og jeg vil kunne bøje alle mine led.”
Anna Jacobina Jacobsen har tidligere illustreret Mette Vedsøs En pige i pigsko, Inge Duelund Nielsens Mof og muren, Tina Sakura Bestles Hund og Hella Joofs Båven om Gud på fremragende vis med sin karakteristiske streg og farvelægning. Sidste år udkom hendes egen ordløse fortælling Ø, som i år vandt Kulturministeriets illustratorpris.
Baglænsk er hendes ord-debut som forfatter. Den er en lille filosofisk fortælling om, hvad der sker, når man når den alder, hvor man læner sig bagud samtidig med, at tiden læner sig fremad. Hvad sker der, når vi bliver gamle og skal dø? Baglænsk giver nogle meget smukke billeder på dette og på livet efter døden. Barnebarnet Sylvester vil kravle i jeg-fortællertræet, Aages, grene og den demente livsledsager Esther og Aage vil finde sammen igen og sammen betragte livet, der går videre.
Det er gennem det meget smukke billede, træet, det vises, at fortælleren er blevet så gammel, at han er ved at slå rødder og blive et træ. Han er ved at blive hægtet af tilværelsen, og Esther er ved at glide ud af hænderne på ham og forsvinde ind i demensen. I et sidste forsøg på at komme i kontakt med hende begynder han at snakke ”baglænsk.” Herfra er historie uendelig smuk og sørgmodig og giver mulighed for mange refleksioner og samtaler om døden, både før og efter.
Baglænsk er selvfølgelig fortalt i både ord og billeder, og som i mange (gode) billedfortællinger, er det den barberede og knappe tekst, der driver fortællingen fremad, mens det er billedsiden der supplerer og fortæller alt det usagte. I de fine detaljerede illustrationer er der rigtig mange nuancer og detaljer er gemt. Det er en nydelse både at læse og bladre i bogen og opdage, hvordan illustrationerne, især træernes grene, fortsætter på næste opslag. Den dæmpede farvesætning, tegningerne, detaljerne i dem, og især de gribende og udtryksfulde øjne er svære at slippe igen. Det er gennem denne billedside, man virkelig forstår, hvor ensom Aage er, efter Sylvester er vokset fra ham, og Esther er forsvundet ind i demensens tåger.
Baglænsk lægger sig smukt ind i en række billedbøger, der fortæller om aldringens forfald: Mof og muren er nævnt, men også Mette Vedsø og Kamila Slocinskas Glemmer du.. og Betina Birkjær og Anna Margrethe Kjærgaards Kaffe, Kanin, Vintergæk, Væk er gode eksempler på billedfortællinger, der som Baglænsk, på smukkeste måde tager fat i den eksistentielt uundgåelige alderdom og uigenkaldelige afsked, der for børn, lykkeligvis, ligger adskillige lysår ude i fremtiden. Men de kender jo alle nogen, der…
Skal bogen læses sammen med lidt større børn, er der ingen tvivl om, at de må helt op på tæerne for at fange og forstå den lidt abstrakte handling og det smukke poetiske sprog. Jensen & Dalgaard markedsfører helt korrekt bogen som en ”alle-aldres bog,” for som så megen anden såkaldt børnelitteratur, er Baglænsk en stor æstetisk oplevelse – også uden et barn i sofaen.
Den postmoderne amerikanske filosof Richard Rorty sagde; ”Mennesket har fødder, træer rødder.” Men forskningen viser, at træer også har følelser. Næste gang man går en tur i skoven, bør man nok se efter, om Esther og Aage sidder på en gren og kigger ned på en.
