”Der var engang en gammel kvinde. Hun var bedstemor til flere børn, så hun blev kaldt bedste. Bedste boede i et fint hus med en blomstrende have. Hun havde en kat, som hed Nulle, og hver morgen gik Bedste og Nulle en tur i haven.”
Det er den 90-årige Patricia Ryan, der er forfatter til denne billedbog med den meget rammende titel: ”Bedste”. Hun er bedstemor til mange børnebørn, og nu fortæller hun om sit forfald, sin alderdom og om den tid, hvor alt på kroppen bliver mindre – lige undtagen ørerne, der åbenbart bliver større.
Bedste holder sit gode humør. Hun tager livet, som det kommer. Det er godt.
På billedsiden er det Anna Margrethe Kjærgaard, der står for fortællingen om den muntre Bedste, der ikke tager sit forfald så tungt. Hun ler, da hun ser, at hun bliver mindre og mindre i kroppen. Hun ler, da hun opdager, at hun ikke længere ser så godt. Hun ler, og glæder sig over de ting, hun fortsat kan glædes over: Naturen, Nulles nærvær og samværet med børnebørn. Hun tager det ikke så tungt.
Her får hun at vide, at hun også må besværes med knogleskørhed:
”En dag sagde lægen til Bedste, at hendes knogler smuldrede. Hun burde spise flere D- vitaminer. Selvfølgelig smuldrer mine knogler, tænkte hun, de har båret mig rundt i snart 100 år. En dag vil jeg smuldre helt og vinden vil blæse mig væk ud over havet. Og Bedste lo.”
Det er en fin billedbog til de samtaler, der også skal være plads til, når børn ser, at gamle mennesker bliver ældre og ældre og mere og mere præget af alderdommen.
