Bibelstærk

‣ Forfatter: Peter Mouritzen

‣ Illustrator: Otto Dickmeiss

‣ Forlag: Jensen&Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Målgruppe:6+

‣ ISBN: 9788771512366

Før verden blev skabt, var der kun Gud. Og Gud kunne ikke rigtig se. Han syntes, der var alt for mørkt. Gud famlede rundt i blinde, indtil han fik en lys ide. Han skabte lyset.

Ikke sandt – så er vi i gang.

Og i Peter Mouritzens vidunderlige tone, hvad citatet også røber, får vi nu serveret 12 stærke fortællinger fra Bibelen. Ud over Skabelsen hører vi om Babelstårnet, Sodoma og Gomorra, David og Goliat, Det ægyptiske fangenskab … med meget videre.

I fortællingen om Samson og Dalila (Kraftkarlen og den dejlige dame) hedder det fx videre om Gud: I gamle dage var Gud en underlig én. Han kunne godt blive sur. Engang var han blevet sur på sit eget folk, israelitterne. Derfor havde Gud dømt dem til at leve under filistrenes herredømme. Og det var slemt. Filistrene troede nemlig ikke på Israels Gud. Filistrene havde en anden gud. Han hed Dagon. Og det var en gud israelitterne ikke brød sig om! De ville hellere have deres egen gud. Også selv om han var sur.

Man skal bemærke både det enkle og helt moderne sprog, fortællingerne er affattet i. Det er velgørende let og muntert og tilmed et godt sprog at læse op.

Der kan forekomme enkelte gentagelser vedrørende Gud, hvilket skyldes, at de 12 fortællinger oprindeligt er udkommet i 12 forskellige bøger og over en længere periode (fra 2002 – 2013). Jammergøjen og den ynkelige hval, som er historien om Jonas i hvalfiskens bug var den første, og der sluttes i 2013 af med begyndelsen til det hele: Da Gud gik i gang.

Nu har forlaget Jensen & Dalgaard fået den indlysende gode ide at samle alle 12 fortællinger i én bog. Det er væsentligt at pointere, at ganske vist er fortællingerne viderebragt i Peter Mouritzens eget umiskendelige sprog og personlige udtryk og med den gode humor, vi kender ham så godt for, men der er ikke taget noget indholdsmæssigt fra fortællingerne.

2016 har været et velgørende efterår for Peter Mouritzen. Først kom den fine billedbog Prop, som blev efterfulgt af Bibelstærk og senest afsluttet med gyserfortællingerne: Historier fra de syv Grave.

Hvis man spørger folkeskolelærere/LæringsCenter vejledere, hvad de kender Peter Mouritzen for, så vil ordene humor og gys utvivlsomt bliver nævnt. Endvidere kender de fleste jo nyklassikeren Haltefanden (1984) og muligvis også fortsættelsen Knokkelhånden (1988). Også Dødningedukken (1993) vil temmelig sikkert blive nævnt. Men er man børnelitteratur freak, så vil – så sikkert som Amen i Kirken – også Peter Mouritzens anslag blive nævnt. Der sad en død pige i klassen, er nok den kendteste (fra Dødningedukken) og Der lå et lig ved lortebroen (fra Den sorte Dronte, 1999) er nok den morsomste. Men den seneste lyder således: Det skete i oktober. Den måned hvor Døden sliber sin le (Historier fra de syv Grave, 2016)..

Bogen er nyillustreret af Otto Dickmeiss, der virkelig har haft en nærmest guddommeligt heldig hånd med de 12 illustrationer, der pryder bogen med én til hver fortælling. Samt én vignet, der indleder alle fortællingerne, der forestiller Gud på en sky, med en due (Helligånden? – næppe, for der er jo tale om gammeltestamentlige fortællinger), der ligger på et æg.

Otto Dickmeiss er efterhånden kendt viden om, har illustreret masser af billedbøger, fx Lilja Scherfigs to fine billedbøger Rævefælden (2013) og Farfar(2015). Otto Dickmeiss’ streg er umiskendelig. Man ved altid, når han har været på spil. Med en titel fra en bog af Dan Turèll kan man sige, at han altid er Forklædt til genkendelighed (Sange, digte & recitationer), 1989

Bibelstærk vil være god og oplagt oplæsningsmulighed for læreren i såvel dansk- og Kristendomstimerne i indskolingen, når man i Bibelhistorien kommer til netop de fortællinger. Som selvlæsning gør fortællingerne sig fint fra ca. 3. klasse. Men gå nu ikke let hen over illustrationerne!

http://jensenogdalgaard.dk/

http://www.petermouritzen.dk/

http://ottodickmeiss.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.