En anderledes science fiction fortælling. Bogen er med sine 78 sider, store typer samt lette og flydende sprog særlig anvendelig til de store læsesvage elever.
Bogen udmærker sig ved fra første side, at fange læseren. Jed er en populær, velfungerende og glad dreng. På vej til skole er han sammen med sin bedste ven lige ved at tæve en bleggænger. En bleggænger er en levende død. Der er nemlig opfundet et serum, der kan bringe de døde til live. Der er dog den bivirkning at huden, håret og øjnene bliver helt hvide. Disse bleggængere lægges for had af resten af samfundet og er jaget vildt.
Efter en trafikulykke vågner Jed selv op som bleggænger. Både hans familie og venner vender ham ryggen. Han mærker nu på egen krop hvad det vil sige at være bleggænger.
Det er en rigtig god og spændende science fiction fortælling, med fokus på mobning, racisme, venskab og ung kærlighed -rammer målgruppen lige der hvor den skal.