Det var ikke meningen, Alfie skulle have lyttet til sine forældres private samtale – den slags havde allerede tidligere givet ham problemer en gang eller to – men den aften, den aften han fyldte fem år, sad han på trappen, hvor han vidste, at de ikke kunne se ham og stirrede ned på sine tæer, mens han lyttede.
Alfie fylder fem det år, første Verdenskrig bryder ud og alt bliver anderledes. Alle de børn, han har inviteret med til festen udebliver, for det er da ikke en dag at holde fødselsdag på!? Det er kun de voksne, der dukker op bedstemoderen, Bill Hemperton og Kalena Janácek og hendes far, der ejer slikbutikken. Minderne om Alfies femårsfødselsdag var både dejlige og sørgelige. De var dejlige, fordi han havde fået nogle gode gaver … Og de sørgelige skyldtes at det var dengang det hele forandrede sig.
Faderen Georgie lover højt og helligt, at han ikke vil melde sig som frivillig til hæren, men han bryder sit løfte og lader sig alligevel indkalde. Det betyder, at faderens indtægt som mælkemand falder væk, og moderen derfor må arbejde ekstra hårdt for at få pengene til at slå til.
Samtidig med at krigen bryder ud, bliver familien Janácek udsat for chikane i en grad, så de vælger at flytte væk.
Fire år senere, da Alfie er ni, går han en dag ind i Janáceks bolig, og der finder han en kasse med skopudsersager. Kassen tager han med sig, og i al hemmelighed tager han ind til King’s Cross Station, hvor han som skopudser bidrager til hjemmets indtægter. I begyndelsen gør han det kun på dage, hvor han ikke har sine yndlingsfag, men siden griber det om sig.
Tiden går og årene med. I begyndelsen sender faderen jævnligt breve hjem til familien, ganske ordinære breve om livet ved fronten (det virkede som om han havde det sjovt, fortæller Alfie til faderens gamle kammerat, Joe), men siden hen bliver indholdet i dem forvirret og uforståeligt, som kom de fra et sygt sind. Alfie læser med, men blandt de sidste kan han hverken finde hoved eller hale. Og til sidst udebliver de, eller også har moderen fundet et andet sted at gemme dem, mener han. Og det har han ganske ret i. De ligger under madrassen, såmænd. Når han taler med moderen vil hun ikke ud med, hvad der kan være sket med faderen, og hun fortæller – som en lille nødløgn – at faderen er udsendt på en hemmelig mission.
Inde på King’s Cross Station møder Alfie mange forskellige mennesker, der får skoene pudset hos ham, blandt andre en overlæge ved et hospital ikke så langt fra, hvor han bor. Ved en fejl får Alfie nogle af lægens papirer at læse, som viser sig at være en fortegnelse over indlagte på hospitalet. Og blandt navnene støder han på sin fars.
Han beslutter at besøge sin far, og da han genser ham, synes han egentlig ikke, at faderen ser så dårlig ud, skønt han dog virker konfus, så Alfie beslutter sig for at bringe ham hjem. At faderen lider af granatchok ved Alfie ikke noget om – og slet ikke om alvoren af det, så han henter ham hjem og installerer ham hos naboen.
Det skal ikke afsløres, hvad der siden sker, men alvorligt bliver det, selv om alt til slut retter sig.
Da faderen nogle år senere har fået det bedre og er kommet hjem, spørger han Alfie: Sig mig engang, min dreng … hvorfor påtog du dig alle de problemer?
Hvordan Alfie reagerer på spørgsmålet må man læse sig til – og det kan man roligt gøre, for her er tale om en meget dyb og vigtig fortælling, som er smukt oversat af Nanna Gyldenkærne. Man får både noget at vide om de frygtelige ting, der kan ske for soldater ved fronten, og man bliver klogere på, hvorledes det er for de efterladte at gå og vente på freden og på at den udsendte skal komme tilbage – og hele tiden med frygten for, at vedkommende eventuelt ikke vender hjem. Det er en fortælling, som sætter sig godt og grundigt i læseren.
John Boyne (f. 1971) kender vi udmærket i børnelitteraturen, det var ham, der skrev den (med rette) berømte fortælling om Drengen i den stribede pyamas (2004), som også er filmatiseret. Boyne læses over det meste af verden, hans bøger er oversat til 47 sprog.
Bogen kan oplagt bruges i undervisningen, dels som en god og velkomponeret fortælling, dels i forbindelse med temaet krig (En dansk pendant har vi i Jesper Nicolai Christiansens fremragende Soldater græder ikke). En fin roman til mellemtrinnet.
Bogen skal nok formidles til de fleste, men for den gode læser er her en virkelig godbid til lænestolen.