Forskrækket gik hun hen foran spejlet.
»Anna«, ville hun sige, men hun sagde »Unnu«.
»Unnu, Unnu, hvorfor kan jeg ikke sige Unnu, når jeg hedder Unnu.
I fuld fart løb Anna ind til sin storebror, Anton.
”Unton, Unton, der er noget gult”, råbte hun.
”Er der noget gult?” spurgte Anton, og så sig om i værelset.”
Sådan er Annas sprog afmeldt i A-kassen, og hun har nu kun 27 bogstaver at gøre godt med. ”A” kan hun ikke sige, hverken til sin far Allan eller mor Maja. Og der kommer masser af sjove og gode misforståelser ud af det. Hvordan kan man tage i Zoologisk Have for at møde giruffer, uber og elefunter? Det går jo ikke. Så farfar, den kloge, må lede i sin bogsamling for at finde ud af, hvordan man fanger en bogstavtyv og så Anna kan få sit ”A” igen.
Det lykkes jo. Heldigvis. Bogstavtyve flyver ellers kvikt om natten.
Bogen laver masser af sjov med sprog, men den giver også en sprogfornemmelse og et bogstavkendskab i forhold til den sproglige opmærksomhed hos førskolebørn. Det er ikke en undervisningsbog, men man kan jo lære meget af bøger, der ”bare” er for sjov.
Det er en oplæsningsbog, man skal sidde sammen for at more sig over teksten, man kan ikke læse den selv uden at den mister lydsidens fine morskab. Og et barn, der netop har knækket læsekoden, vil ikke kunne afkode en tekst, hvor ethvert ”a” er erstattet med ”U”, så derfor er det en ren fornøjelse, at man som voksen er nødt til at læse med.
Her står, at hvis en bogstavtyv har stjålet B’er, skal man få den til at bøvse dem op. P’er skal pruttes ud og A ’er kan man få igen, hvis bare bogstavtyven nyser og siger A-A-A-A-tju. – sådan er reglerne for bogstavtyve, nu ved vi det alle.
