Han dukker sig og bevæger sig hurtigt fremad nedenunder vinduerne. En. To. Tre. Fire. Fem. Seks. Han trykker sig mod muren under det syvende vindue og venter. Han kan høre én rømme sig derinde. Det lyder som en kvinde, men han er ikke helt sikker. Lyden af en blyant mod papir når også ud til ham. Risj, risj, risj … han sveder. Kommer Alice ikke snart?
De to søskende Alice og Elias bor på landet. De går i skole, skændes og snyder lidt med lektierne helt ligesom de fleste andre børn. Alt i alt er deres liv helt almindeligt og præget af hverdagsrutiner. Lige indtil den dag, hvor deres mor forsvinder.
Inden læseren bliver introduceret for Alice, Elias og deres helt almindelige liv, støder læseren på en intro. Her sidder Brock, Arias og Syndra i et rumskib ude i Universet. De har fået en besked fra Parishvi, den bliver dekrypteret, og det er et råb fra planeten Jorden, hvor Parishvi åbenbart er i problemer. Det viser sig (selvfølgelig), at det er Alice og Elias’ mor, der er Parishvi. Således foregår fortællingen i to sfærer: Ude i rummet og hjemme på jorden.
Skikkelsen gnider sig i øjnene og trækker en lang, krum kniv op af sit bælte.
“Grus ta prok,” siger den.
Stemmen lyder knirkende og slet ikke som et menneskes. Alice tør ikke bevæge sig. Tør knap nok trække vejret. Men hjertet hamrer hurtigt og hårdt i brystet.
“Grus ta prok,” siger skikkelsen igen og peger på en plastikdåse.
Bortført rummer en fin blanding af science fiction og realistisk hverdag. Bogen er spændende, og hovedpersonerne er troværdige i deres færd. Og så kommer der også nogle fine bemærkninger, der samler folk på tværs af universerne:
“Det var vores hobbyrum.”
“Hobbyrum?”
“Det kan tage langt tid at komme fra en planet til en anden. Nogle gange har man brug for noget at lave. Her havde vi bøger, rigtige papirbøger. Der lå Fareis meditationsbolde,” siger han og peger på nogle forkullede rester.
“Og derhenne havde Syndra sine lysskulpturer og sin spillekonsol. Hun plejer at spille med Kaba. Han kan også godt lide at spille.”
Sådan er der fælles træk mellem forskellige verdener.
Bortført er første bog i serien Imperiets arvinger. De næste bøger i serien hedder Jernrosen, Gravplaneten og Mindeskrinet. Alle bøgerne i serien er smukt illustreret af Karl Johnsson, der har sørget for rigeligt med dræber-kraoer, ondskab og drager. Den sidste af bøgerne er endnu ikke oversat til dansk.