Brosten

‣ Forfatter: Lona Andersen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 179,00

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 128

‣ ISBN: 9788702299571

”Før var Carls liv ikke godt. Før var Carl bare ”Carl the Loser”. Efter at de er flyttet, er han blevet ”Carl, my man – Carl – Supersvømmeren – Carl, Saras kæreste – Carl, brother mine”.

Livet kan ændre sig på bare et halvt år. Nu er Carl og hans mor flyttet til en anden ende af landet, hvor de nu bor sammen med moderens nye kæreste Mads og hver anden uge er Liam der også. Liam, som Mads også går på skole med. Liam er lige den bror, han har ønsket sig. Mads blev mobbet på sin gamle skole, nu er han blevet en af de vellidte, han har fået en kæreste, han er god på svømmeholdet.

Alt er godt, lige indtil han ser sin stedbror Liam kaste en sten ned fra en motorvejsbro. Liam og Jonas står begge på broen, da stenen kastes. Den rammer en bil, der forulykker. Mads ser på nede fra cykelstien. Nu ved han ikke, hvad han skal gøre. Alt er ødelagt. Mads kan hverken sove eller falde til ro, tankerne kører rundt i hovedet på ham. Liam finder ud af, at Mads ved noget, og han konfronterer Mads med de ulykker, der vil ske, hvis han sladrer.

Bogen Brosten bygger på de hændelser, der skete i 2016, hvor fire unge drenge blev idømt ubetingede fængselsdomme for at kaste sten ned på motorvejen mod biler. Hvorfor gjorde det de? Hvad fik drengene til at gøre noget så tankeløst mod ukendte bilister?

Herom har Lona Andersen skrevet en bog i Spurt-serien på Gyldendal. Spurt-serien er en
serie, der har korte (125 smalle sider) fortællinger, der alle er skrevet så de kan læses på
forholdsvis kort tid. De er skrevet, så de kan læses som frilæsningsbøger. Det er også bøger, der alle tager aktuelle ungdomsproblemsstillinger op. Her er det skyld, ansvar, mobning og modet til at stå ved sine egne handlinger, der er temaet.

Bogen Brosten er skrevet i kapitler, der alle har dato og klokkeslæt som overskrifter, så man følger Carls tanker gennem et par uger. Der sker meget. Det er spændende, og afsættet i en virkelig hændelse giver det realistiske touch.

Lona Andersen er (som mange andre børnebogsforfattere) folkeskolelærer og kender sin målgruppe. Spurtserien er et godt bud til de, der gerne læser korte bøger til unge.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.