Carl er kilden

‣ Forfatter: Ida Jessen

‣ Illustrator: Hanne Bartholin

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:1+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788763861120

Elefanten Carl for de allermindste. I denne lille, simple fortælling Carl er kilden vil Carl så gerne lege med sin storebror Albert, der først siger nej – men så alligevel giver sig.

Jessen og Bartholins Carl er så elskelig som altid – her i en ganske ung udgave. Jessens tekst er meget kortfattet; hvert opslag indeholder blot et par enkelte sætninger, der i denne fortælling leger lidt med rim:
”OK, vi leger, siger Albert. Vil du hoppe eller loppe? Loppe, råber Carl.”

Teksten suppleres af Bartholins fine, blide akvareller, som også fremtræder meget enkelt, men ikke desto
mindre udtryksfuldt.

Dette er en vældig fin lille bog til børn i vuggestuealderen, der med et tydeligt børneperspektiv dykker ned i forholdet mellem storebror og lillebror – hvordan der både kan være irritation og kærlighed på én gang. Her er rigtig meget at genkende, især for et lille barn med en større søskende. Bogen er oplæsningsvenlig, og egner sig godt til brug både én til én og i mindre grupper.

Illustrator Hanne Bartholin

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.