Da Gud var dreng var der ingen kære mor men heller ingen far og ingen storebror eller lillesøster og heller ingen hund, der kom når han kaldte.
Dorte Karrebæk hedder i denne udgivelse Madam Karrebæk. Med alderen (hun er fra 1946 ) har hun fået den pondus, der kan berettige til at bruge psedonymet; Madam Karrebæk. Hun tegner som Karrebæk altid har gjort, men i denne bog er alt præcist og hænger overalt fremragende sammen med teksten.
”Da Gud var dreng” er såvel en børnebog som en voksenbog. Hvad var der før Gud blev voksen, og hvordan og hvor var verden, før Gud skabte den? Det er store tanker, der bliver tænkt, når man læser sig igennem. De 60 siders illustrationer og tekst.
Da Gud var dreng måtte man selv se at komme op om morgenen. Der var bare slet ingen morgen, så man kunne sove, lige så længe, man ville. Det havde Gud så ikke lyst til.
Heldigvis for os og verden, så stod han op og gik i gang.
Billederne er med en farveholdning og en streg, der minder en del om Karrebæks ”Lejren” og ”Idiot”. De samme langlemmede mennesker møder vi her, og baggrundsfarverne i brunt og sortblå kan også genkendes. Da Gud så endelig er gået i gang og har skabt lys, så får man et opslag i nepalgul. Et dobbeltopslag, der er helt uden tekst. Det er klasse.. Der er kun lys. Og Gud så og undrer sig såre over, hvor lyset kom fra. Var det mig, der skabte det? Ja, det var det jo, og så kan Gud gå i gang med mange andre projektet. Han skaber alt. Mennesker, dyr, fugle og fisk og stjerner. Hele verden.
Så kommer der mælkebøtter, fødselsdage, flag og flyvemaskiner, men der kommer også krig og influenza og bælgmørke og børnesår. Sådan er verden både lys og mørk.
Teksten er med masser af intertekstuelle referencer, hvor der er skjulte citater fra Inger Christensens ”Alfabet”: Da Gud var dreng var der heller ingen abrikostræer, og ingen bregner og ingen duer og ingen cikader og intet efterår og ingen fiskehejrer.
Og der er skjulte citater fra nye og gamle testamente med Fadervor og Skabelsesberetningen. Et eksempel kan man læse her: Da Gud var dreng kunne han slet ikke forestille sig at han engang skulle blive voksen og oven i købet far til en dreng som der skulle blive så mange problemer med.
Det giver en helt særlig glæde som voksen at læse med.
”Da Gud var dreng” er en helt særlig billedbog, hvor billeder og tekst tilsammen giver anledning til masser af undren, filosoferen over verdens skabelse og verdens tomhed, – og de mange referencer i tekst og billede giver afsæt for en samtale om hvordan vi forvalter verden.
Det er en af de bedste billedbøger, der er udgivet i år.