Dagmar Overbye

‣ Forfatter: Sebastian Klein

‣ Illustrator: Jan Solheim

‣ Forlag: alinea

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 299,95

‣ Målgruppe:9- 12 år

‣ Sidetal: 36

‣ Sværhedsgrad: lix 10

‣ ISBN: 9788723572141

Det er historien om en skurk, der her fortælles. Sebastian Klein har skrevet ti fagbøger, der alle handler om Danmarks skurke og helte. Bogen om Tordenskjold er fortællingen om en helt, men her er det en skurk, der portrætteres. Det er Dagmar Johanne Amalie Overbye. Hun blev født i 1887 og døde i 1929, og hun myrdede spædbørn. Seksten små børn mistede livet, da hun kvalte dem. Dagmar kom fra et fattigt hjem ved Horsens. Hun kom ud af skolen som 12-årig, og allerede her som ansat på et mejeri, begyndte hun sin kriminelle løbebane. Hun stjal fra naboerne, og på et tidspunkt kom hun i fængsel.

På et tidspunkt tog hun til København, og hun skulle jo fortsat klare husleje og mad, så hun begyndte endnu en kriminel løbebane. For et simpelt beløb på 12 kroner tog hun imod uægte børn, som (oftest fattige) mødre ikke kunne beholde. Tolv kroner vil svare til 500 kroner i dag, så det var ikke nogen fyrstelig sum. Dagmar tog gennem de kommende år imod en hel del uønskede spædbørn. Dagmar fik pengene og børnene, og herefter kvalte hun børnene og smed dem i lokummerne, i kloakkerne eller gravede dem ned. Efter hånden fandt hun ud af, at det var bedre at brænde dem i kakkelovnen, så det gjorde hun.

Efter flere år blev en af de stakkels mødre mistænksom overfor Dagmar. Hun meldte hende til politiet, og de kom ud til Dagmars hjem og fandt knoglerester i kakkelovnen. Flere og flere meldte, at de havde afleveret børn til Dagmar, og hun tilstod mordene på mindst seksten spædbørn. Måske var der flere, men det var ikke socialt acceptabelt at få børn uden for ægteskab dengang, så mange af de unge (og måske ældre) mødre meldte sig ikke. Dagmar Overbye fik selv fem børn, hvor de tre af dem døde som små.

I aviserne blev Dagmar Overbye kaldt ”englemagersken”, og hun blev dømt til døden, men endte med livsvarigt fængsel. Det er en voldsom historie for børn at læse. Sebastian Klein skriver historien, så man som mellemtrinslæser sagtens kan læse med. Der er ”huskespørgsmål” til sidst, og der er et kort stikordsregister.

Mange børn vil gerne læse fagbøger. Her er Sebastian Kleins måde at fortælle på helt i øjenhøjde med læseren. Han bruger begreber, som børn kan relatere til. Han deler de mange og svære ord. Og så er han god til at fortælle en sammenhængende historie.

P.S Kort om serien: ”Danmarks skurke og helte”. Her skriver forlaget:

”Nogle danskere har gjort noget tappert og heltemodigt. Dem husker vi som regel med glæde og stolthed. Men der er også danskere, der har gjort forfærdelige ting. Dem er vi ikke lige så glade for at huske på. Men både de danske SKURKE og de danske HELTE har været med til at skabe fortællingen om Danmark. Der kommer i alt 10 bøger i serien – alle sammen skrevet af Sebastian Klein.”

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.