Mikkel Sommer tegner i brunt, beige, umbra, jernrødt og så er der en skinnende gul plastikand. Med en rystet streg får han den gamle dame i ”Damen, drengen og anden” til at blive netop så gammel og affældig, som hun ifølge teksten er. Hun sidder i sin butik, der sælger gamle ting: Der er en meget gammel dame, som har en butik, der sælger meget gamle ting Gamle, støvede bøger. Gammelt tøj. Gamle porcelænskopper. Alt, faktisk. Så længe det er gammelt. Pludselig er der en ny skinnende and midt på gulvet og damen råber: ”Hallo, hvems er det?”. ’Hvems’ det er får man først at vide til sidst i bogen, men da er damen og anden blevet gode venner. De spiser cornflakes og mælk som andemad, og damen glæder sig.
Men… så kommer der en dreng med rød rygsæk, briller og en gulmønstret skjorte ind i butikken, han savner en and.
Det ender godt. Og anden, drengen og damen bliver gode venner.
Mikkel Sommer tegner så herligt og gammelrosa, at man som voksenlæser hensættes til et støvet antikvariat, således som de så ud, før alle antik-programmerne i TV gjorde det cool og trendy at være genbrugsbutik med hang til gamle harmonikaer og falmede støvler.
Alle har brug for en and, der vil høre en godnathistorie. Det får damen i denne historie, og i det virkelige liv er det en beroligende godnathistorie.
Billedbøger kan give mange samtaler om alt i verden. Denne bog kan give dialog om gamle Dalaheste, snekugler og cykler, men den giver også anledning til at tale om ensomheden, når der kun er en enkelt stol, og i skabet er der kun en kop og en enkelt underkop og en enkelt tallerken og et enkelt glas.