Du er i et mørkt rum med kun en dør og et vindue. Noget banker på ruden. Pludselig er der et skrig, der skærer stilheden i rummet. Døren begynder at buldre og flyver næsten af hængslerne. Du kryber op i hjørnet længst væk og prøver at forstå, hvad der sker. Glasset bliver smadret, og du ser et halvråddent menneske kravle ind ad vinduet. Flere glasskår går ind i brystet og ryggen på ham, men han ænser det ikke. Da du kigger ham i øjnene, kan du ikke se andet end tomhed og sult. En sult han vil stille med dit kød.
I De dødes nat er det dig, der er hovedpersonen. Du befinder dig i en apokalyptisk by, der er blevet overtaget af zombier og derfor sat i karantæne. Militæret vil bombe hele området, men du har stadig mulighed for at nå ud, hvis du da kan finde nogen, der vil hjælpe dig på din færd.
Da jeg var barn, var rollespil noget lidt andet, end det er i dag. Dengang var det – ligesom i Netflix-serien Stranger Things – noget, som (primært) drenge beskæftigede sig med i et kælderlokale med bøger, terninger, spillebræt og en hel masse eventyrlyst. Siden har rollespil som genre udfoldet sig og omfatter i dag også live rollespil og alt, hvad dertil hører.
De dødes nat tager undertegnede med tilbage til barndommens Sværd & Trolddom-bøger. I disse bøger skulle læseren agere hovedperson og navigere rundt i fortællingen ved hjælp af terningkast, der bestemte, om fortællingen skulle fortsætte på den ene eller anden side. På den måde blev bøgerne til nogle, man kunne læse mange gange og alligevel få en ny historie ud af hver gang.
Genren har haft en lille genfødsel de sidste år med bøger som Steve Barlows Helt-serie og Simon Chapmans Du vælger selv om du vil leve eller dø-bøger. Her vælger man blot på forskellige steder i handlingen, om man vil det ene eller det andet. Med De dødes nat er vi dog tilbage ved de originale Sværd & Trolddom-lignende bøger. Bogen starter med en længere introduktion til, hvordan bogen skal bruges, og det involverer et spilskema, en længere manual og brugen af en tyvesidet terning.
Jeg har aldrig været den helt store rollespiller, og heller ikke De dødes nat får mig omvendt. Bibliotekaren i mig manglede noget dybde, et lidt mere nuanceret persongalleri, og jeg nåede aldrig rigtig at leve mig ind i fortællingen.
Jeg er sikker på, at rollespilsfans vil nyde spildelen af De dødes nat, men den kræver noget af sin læser/spiller, så de yngste fans af zombiegenren vil nok ikke kunne følge med.
