”Det var så gruelig koldt. Det sneede og det begyndte at blive mørkt.” Det er H.C. Andersens hjerteskærende fortælling om ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der indleder denne lille samling af Andersens eventyr. Eventyret slutter sådan: ”Hun havde prøvet at holde varmen, sagde man. Ingen vidste det smukke, hun havde set. I hvilken glans hun med sin gamle mormor var gået ind til nytårets glæder.”
Ak, tænker man. Så er tonen slået an. Det er en frysende fortælling om nytåret for en fattig pige, der ikke har mange muligheder i livet. Det er første eventyr i denne udgivelse, herefter følger fem af de mest kendte, nemlig ”Snemanden”, ”De vilde svaner”, ”Svinedrengen”, ”Kejserens nye klæder” og endelig ”Grantræet”. Det er børnebogsforfatteren Zakiya Ajmi, der har bearbejdet eventyrene. Det er gjort med stor nænsomhed. Teksterne har ikke været udsat for en større omskrivning, de ligger tæt på originalteksten, men de har et moderne skriftbillede, et tillempet nutidigt ordvalg, og de har en nutidig retskrivning. Et eksempel kan være indledning til ”Grantræet”. Her lyder teksten (hentet fra Det Kongelige Bibliotek) således i originalversionen:
”Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: “nei! hvor det er nydeligt lille!” Det vilde Træet slet ikke høre.”
I Zakiya Ajmis version lyder det:
”Ude i skoven stod der et fint, lille grantræ. Det havde god plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundtom voksede mange større kammerater, både gran og fyr. Men det lille grantræ var ikke glad. Det ville grantræ ville så gerne blive større. Når bondebørnene gik i skoven og samlede bær, satte de sig tit ved det lille træ og sagde: Nej, hvor det fint og lille. Det kunne træet slet ikke lide at høre.”
Der er, som det nok fremgår af dette lille eksempel, sket en modernisering i mild grad, men tonen og den særlige H. C. Andersenske sætningsopbygning og sprogtone lyser fortsat igennem. Stor ros til Ajmi for at holde den fine balance mellem fornyelse og tradition.
Illustrationerne står Ida Rørholm Davidsen for. Hun får givet svinedrengen plads i en svinesti med staldvinduer. Igennem disse vinduer kigger hofdamerne nysgerrigt ind. Små fede og glade grise med krølle på halen løber rundt om svinedrengen. Alle menneskene i Rørholm Davidsens version er 1800-tals mennesker, de er klædt i tøj fra den tid. Det er poetisk og samtidig er illustrationerne i høj grad med til at sætte scenen for eventyrene. Som skilleblad mellem de enkelte eventyr er en bronzefarvet side med guldtryk. Det giver også en reference til H.C. Andersens tid.
H. C. Andersens eventyr er en del af den danske kulturskat og den fælles kulturelle kapital. Og netop disse seks eventyr står stærkt i danskernes bevidsthed. Der kan refereres til Kejserens Nye Klæder, der kan bruges metaforer fra Svinedrengen, og Grantræet er en del af julefortællingerne. Alle klassikere må genlæses og genfortælles, hvis de skal bevares som klassikere. Her er en en fin genfortælling og genudgivelse af klassiske eventyr. Bogens layout er smukt og poetisk med en balance mellem H. C. Andersens tid og nutiden.
Det er en bog, man gerne vil give som gave. Men måske skal man begynde oplæsningen med alle andre end ”Pigen med svovlstikkerne”, for næst efter ”Historien om en moder” er det vel den mest tåredrivende fortælling af H. C. Andersen. Det kan være en udfordring for oplæseren.
Links: www.iamida.dk
