”Kalle stod i skolekøkkenet og skrællede gulerødder. De skulle have råkost til de lammefrikadeller, som Anita og nogle af de andre piger var ved at lave. De stod omkring røremaskinen. Kalle kunne høre dem diskutere, hvor meget revet muskatnød, der skulle i farsen.”
Sådan begynder Den 10. ring helt i virkelighedens skolekøkken. Her er lammefrikadeller, råkost og – vil det vise sig – en dåse stærk chili, der står fristende på krydderihylden i skabet.
Næste kapitel begynder således: ”Det var en helt almindelig morgen. Sådan virkede det i hvert fald. Kalle og hans mor sad ved morgenbordet og spise deres havregryn, og Kalles far stod ved køkkenbordet og smurte Kalles madpakke, som han plejede at gøre.” Så er det Kalle spørger, om han virkelig er deres søn, eller om han har helt andre forældre. Eller, han tænker på det, og han spørger lidt senere, for midt i al almindeligheden, så er han ikke som de andre. Han blev lagt i en kurv i haven, da han var helt lille.
Hvert år på hans fødselsdag lægger en grå skygge en lille pilekurv med en gylden ring i. Nu nærmer hans 10 års fødselsdag sig, og Kalle og hans veninde Anita har en plan.
Herefter blandet med virkeligheden og mange overnaturlige elementer fra troldenes verden. Det bliver en kamp på liv og død, og det onde kæmper mod det gode.
Kalle må vælge. Det er ikke nemt.
Sådan er den en børnebog, der midt i hverdagsrealismen set fra køkkenbordet, har en magisk verden fyldt med dværge og trolde. I begge verdener handler det om venskab.
Sproget er letlæseligt, der er masser af gode dialoger, hvor børnene taler kvikt og kontant med hinanden. Det driver handlingen frem.
Lasse B. Weinreichs illustrationer måtte gerne have fyldt mange flere sider. Han tegner drenge og piger og trolde med skæv humor. Hans politibetjent er duknakket og alligevel så sherif-agtig som han bør være.
Det er ikke en uforglemmelig sproglig læseoplevelse, der gemmer sig her, men der er et fint drive i handlingen. Og det er godt, at der findes blåstrubede klokkefrøer, de kan redde mange situationer.
