Der er ting, man ikke skal tage alt for BOGstaveligt! Som Henry her i Den fantastiske bogslugende dreng der godt nok elsker bøger, men ikke som de fleste. Han sluger dem, bogstavelig talt.
Det begynder med små bidder bog, men snart tager det overhånd og ender med, at han sluger romaner og leksika. Favoritspisen er røde bøger. Godt nok bliver Henry klogere for hver bid, han tager, men en dag går den ikke længere. Han har forspist sig og har rigtig ondt i maven. Da er det Henry opdager, at man i stedet kan læse bøger.
Historien i Den fantastiske bogslugende dreng ligner i høj grad andre af Oliver Jeffers lidt skæve, poetiske, filosofiske og fantasivækkende illustrationer. Fortællingen og dens budskab minder om hans hypede metafiktive billedbog Barn af bøger (2017) om glæden ved bøger. Her i fortællingen om Henry er der tale om en rigtig fin fortælling i børnehøjde, fyldt med detaljerede illustrationer, der fanger læseren ind. Brugen af linjeret notespapir, ternet papir og uddrag af leksika som baggrund for illustrationerne fremmer læsningen af fortællingen. Humoren er så gennemført, at den føres helt ud i omslaget, hvor der på bagsiden er taget en ordentlig bid af bogen.
Den fantastiske bogslugende ligner og lægger sig flot i kølvandet på Oliver Jeffers øvrige billedlitterære fortællinger. Det betyder, at bogen lægger op til æstetisk nydelse og til en filosofisk samtale med barnelæseren om handlingen, illustrationerne, ords betydning og medbetydning. Bogen anbefales til de ældste børnehavebørn og til indskolingen. Både til danskundervisningen og til oplæsning. Hvis nogen synes, de har mødt historien før, er det fordi den tidligere er udkommet i 2007 med drengen Henrik som den bogslugende dreng. Historien mere end holder her mange år senere. Fortællingen om Den fantastiske bogslugende dreng er særdeles langtidsholdbar.
Den fantastiske bogslugende dreng
