Den halve krig er tredje og sidste bog i den populære fantasy-serie Det splintrede hav. Her fortsætter historien med Fader Yarvi som omdrejningspunkt, men nu med prinsesse Skara som hovedperson. Prinsesse Skara er alene. Alle, hun har kendt og elsket, er væk, og hvis hun vil genvinde sin fødselsret, må hun kæmpe for det.
Den, der står foran en fremmeds hus, bør være varsom med at krydse dørtærsklen. Se til alle sider: Hvem ved, hvilke fjender der venter derinde.
Citatet er fra Havamal, den Højes Tale, men kan også læses i indledning til Den halve krig. Hele serien foregår i en sagatid krydret med fantasy, og der bliver således kæmpet på samme blodige vis som i de islandske sagaer.
“Vi har tabt,” sagde kong Fynn og stirrede ned i sin øl.
Da Skara lod blikket glide rundt i den tomme hal, måtte hun indrømme, at det var sandt. Sidste sommer havde loftet været ved at lette af de forsamlede heltes bloddryppende pralerier, deres heltekvad og deres løfter om sejr over Storkongens rakkerpak.
Foran i bogen ser man en tegning med en oversigt over Fæstningen på Bails Pynt. Det giver et fint billede af miljøet, hvor kampene udspilles. Borgtårne, stræbepiller, kæder og en nedbrændt landsby er rammen om kampene med sværd og ord.
Den halve krig er lige så død-spændende som de to første bøger i serien. Denne gang er det en kvinde, der er hovedperson, og hun og de resterende kvinder slår lige så godt og rent, som kvinderne i de islandske sagaer gjorde. Moralen er stærk: Du kan kun overvinde din frygt ved at gøre front mod den. Hvis du skjuler dig for frygten, overvinder den dig.
Joe Abercrombies hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læse- og lydprøve