Engelske Benji Davies skrev i 2016 første gang om Stormhvalen, der som kalv blev skyllet op på en strand og reddet af drengen Louie, der hurtigt knyttede sig til sin nye ven. Siden er det blevet til flere historier om Louie og Stormhvalen.

I “Den store stormhval” er det længe siden, at Louie sidst har set hvalen, og at dømme efter børnetegningerne på væggen i stuen i det hyggelige fiskerhus, så er savnet ganske tydeligt. Heldigvis er Bedstemor kommet på besøg allerede i bogens omslag, og hun bemærker, hvordan hendes barnebarn stirrer ufravendt ud over havet og har svært ved at sove om natten. Hun fortæller Louie en historie om en lille pige, der engang kendte en hval, som hun kunne kalde på med en træfløjte. Bedstemors fortælling er rammen om bogens indre fortælling. Hendes stemme bliver den implicitte fortæller, og selv om historien ligger mange år tilbage, har den på forunderlig vis direkte forbindelse til Louies virkelighed. Mon ikke Louie snart skal høre havets kæmper synge igen?

Benji Davies har vist, hvordan den korte, mættede historie skal fortælles, og han følger fornemt traditionen
i “Den store stormhval.” Det er ikke uden et vist overraskelsesmoment, at Bedstemors historie vender rundt og danner sløjfe til nutiden. Samtidig kan Davies skabe et nærvær mellem barn og bedstemor, som man ikke støder så ofte på i børnelitteraturen, men som understreger det simple faktum, at vi har brug for hinanden, når tankerne driver til havs, og man har svært ved at finde ro.

I et interview fortæller Benji Davies, at hans afsæt ofte er et problem med flere facetter, men at han altid på forhånd ved, hvordan problemet skal løses ved historiens slutning. På den måde kan han med sindsro bevæge sig ned i sin karakteristiske melankoli, fordi han ved, at der er en vej ud igen.

Han er bevidst om karakterernes forskellige personligheder, og det er kun på få opslag, at Louie har en mund, da han sædvanligvis er en meget stille dreng. Da han bliver opslugt af Bedstemors historie om den lille pige og hvalen, åbner han op og spørger ind til historien.

Søger man lidt på Benji Davies, bliver det hurtigt tydeligt, at han efterhånden nyder en stor popularitet blandt læserne. Årsagen er først og fremmest, at han kan skrive gode historier. Samtidig holder han læseren til teksten med små raffinementer, som skaber helhed i historien og bidrager til oplevelsen af en verden, der udfolder sig på både nært og fjernt hold. Og så ved vi, at det ender godt. Det er også en rar følelse.

Som det øvrige forfatterskab er “Den store stormhval” til de yngste læsere i børnehaven og indskolingen. Sprogligt er den perfekt til oplæsning, hvilket bør ske på dagligt plan, så børnene kan få de gode historier med sig og lade sig inspirere, når de selv skal vælge bøger.