Med historien om kæmpepæren får vi denne gang er det en lidt længere og mere detaljeret fortælling end vi ellers er vant til fra Strids hånd.

Historien er henlagt til den lille by Solby, hvor de to venner, katten Mitche og elefanten Sebastian bor. Solby var førhen et lille smørhul, men idyllen er ved at være væk. Byens borgmester, Jeronimus Bjergstrøm Severin Olsen, kaldet J.B., har været forsvundet i over et år. I hans sted bestemmer viceborgmester Kvist, som vil nedrive det gamle rådhus og bygge et nyt. Handlingen tager fart, da Mitche fanger en flaskepost med et frø og et brev fra den forsvundne J.B., hvor han beder dem finde Den mystiske ø. Da de planter frøet vokser der en kæmpestor pære frem og sammen med Professor Glykose drager de tre ud på en redningsmission.

Som i de traditionelle eventyr, er der tre forhindringer, som skal overvindes for at komme frem til den mystiske ø: De grusomme pirater, Den frygtelige sødrage og Det natsorte hav, hvor sjælene fra de druknede sømænd svæver hen over det mørke vand – sidstnævnte er nok lidt uhyggelig for de mindste, hvilket man ellers ikke er så vant til i Strids univers.

Illustrationerne er holdt i Strids typiske streg, som man også genkender fra Mimbo Jimbo serien og Min mormors gebis. Hans fine illustration af de druknede sømænds sjæle er så sart-uhyggeligt melankolske, at det næsten gør ondt; de afstikker tydeligt i deres afdæmpede og alvorsfulde tone fra de øvrige sprælske og kulørte illustrationer.

Er der en morale i fortællingen, så er det, at man skal vogte sig for de kedelige konservative typer, der vil ensrette alting, for det er de skæve eksistenser, dem som ikke helt passer ind, der redder samfundets sjæl. Strid har forfattet den perfekte skurk i den koleriske, magtsyge mand, viceborgmester Kvist; en paragrafrytter, som er lille af statur og som gør alt for at få magt nok til at kompensere for det. Han minder, om ikke af udseende så i hvert fald i sind, om René Goscinnys tegneseriefigur Iznogood, storvesiren, som ønsker at blive kalif i stedet for kaliffen. Det ender selvfølgelig som den slags må gå, når det er Strid der bestemmer.

Altså: Endnu engang en titel fra Jakob Martin Strids hånd, der på forhånd er en garanteret børnebogsklassiker.