Det gyldne kompas

‣ Forfatter: Philip Pullman

‣ Illustrator: Chris Wormell

‣ Oversætter: Hanna Lützen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 399,95

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 304

‣ ISBN: 9788702318470

”Historier er det vigtigste i verden.

Uden historier ville vi slet ikke være mennesker.”

(Philip Pullman)

Bogen som medie viser i disse år, at den ikke sådan er lige til at slå af banen. Det sker blandt andet i form af en række illustrerede pragtudgaver af børnelitterære klassikere som, J.K. Rowlings fortællinger om Harry Potter, der er illustreret af Jim Kay og Lene Kaaberbøls Skammerens datter, illustreret af Emil Landgreen og nu første bind i Philip Pullmans trilogi, Det gyldne kompas, om pigen Lyra Belacquas rejse ind i ukendt terræn.

I anledning af at det er 25 år siden, romanen udkom, er Det gyldne kompas tilbage i en særdeles smuk udgave, med Chris Wormells graverede billedside. Denne nyudgivelse fremstår meget moderne, samtidig med den sender  hilsner tilbage til klassiske engelske illustratorer. Her i Det gyldne kompas kan man godt mærke computeren har været indover i de særdeles smukke billeder af aurora, nordlys, nordiske landskaber som på Lofoten og Svalbard, og endelig fantasidyr, som aber, pansrede isbjørne og andet godt.

Det kan for nogen lette læsning af bogen, at den er sat op i spalter, så den i forvejen lidt tunge fortælling sammen med billederne gøres lettere tilgængelig. Undertegnede strøg i hvert fald for første gang gennem fortællingen, der som de to andre bind i serien Skyggernes kniv og Ravkikkerten stadig er en storslået og gribende fortælling om den nysgerrige og handlekraftige pige, Lyra, der vokser op på Jordan-Kollegiet i Oxford.

Oxford og senere London er i romanen, og Wormells illustrationer, let genkendelige steder på Lyras eventyrlige rejse, der senere fører hende ind i mere fjerne og mere fantasyagtige marsklandskaber og arktiske universer.

Som bekendt hvirvles Lyra mere eller mindre tilfældigt ind i et drama på liv og død, der er fyldt med uforklarlige mysterier. Hendes onkel, som ikke er hendes onkel, Lord Asriel, har på en ekspedition til Arktis fundet et fundet et stof, der driver fortællingen fremad. Og hvem er den mystiske, skønne fru Coulter, som Lyra skal bo ved i London, og som hun må flygte fra. Sammen med sin daimon, Pantalaimon, og med Lord Asriels uundværlige redskab, et alethiometer, i lommen drager Lyra ud på ekspedition i Lord Asriels fodspor mod det høje Nord, hvor panserbjørnene hersker, og hekse flyver gennem polarluften. I det fjerne ligger indgangen til en verden, mennesker hidtil ikke har kunnet besøge, men som vi hører mere om i de næste bind i serien.

Nye, såvel som gamle, læsere af Philip Pullmans saga vil have glæde af at læse den spændende fortælling, der som J.K. Rowlings og Lene Kaaberbøls, vil mere end at være spændende underholdning. Det gyldne kompas rummer såvel civilisationskritik som en kritik af kristendommen, og så flirter fortællingen med nordisk mytologi og de klassiske folkeeventyr.

Vi bevæger os i fortællingen fra, et på overfladen, civiliseret akademisk miljø i Oxford til bloddryppende, brutale kampscener, der ikke lader nogen splatterfortælling noget tilbage at ønske i en kamp mellem det gode, det onde og det midt i mellem i nordlysets skær.

Philip Pullmans univers er værd at stifte bekendtskab med. Når man har læst Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten kan man fortsætte læsningen i forfatterens lige så spændende opfølgende trilogi med Lyra Belaqua som omdrejningspunkt, Forestillinger om støv. Her får læseren historien om, hvordan Lyra egentlig endte på Jordan-Kollegiet i Oxford, og senere hvordan hun mange år senere, som ung kvinde, kæmper med at finde ud af, hvem hun egentlig er.

De to første bind La Belle Sauvage og Det hemmelige samfund er udkommet og Philip Pullman skriver på det sidste og afsluttende bind i – ja – Oxford. Og Chris Wormell er også med her. Han har stået for omslag og små vignetter.

Nye læsere kan med fordel lade sig indfange i Philip Pullmans parallelunivers i Det gyldne kompas og starte på en forunderlig rejse derfra.

Forfatter, Philip Pullman

Illustrator, Chris Wormell

Illustreret roman, Det gyldne kompas

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.