En nat mødte jeg en gammel dame på en mørk og øde gade. Hun var spinkel og alene – et nemt offer. Hendes taske var stor og tung, men da jeg hev i den, holdt hun fast med utrolige kræfter.
Vi hev og flåede i tasken, indtil hun til sidst sagde: “Hvis du lover at plante dem, giver jeg slip.”
Måske husker man digteren Inger Christensens berømte digtsamling ”det” fra 1969. Heri var der et digt, som blev særligt kendt:
“Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og Indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop.”
I “Det lover jeg” fortæller hovedpersonen, en ung pige, om sin kummerlige barndom i en by, der er som byen i Inger Christensens digt. Pigen må hutle sig igennem livet, tigge og stjæle. Og en aften stjæler hun en taske fra en lille og spinkel dame. Men damen afæsker pigen et løfte, nemlig at hun skal plante det, der er i tasken. Og det lover pigen så i skyndingen… Men løftet bliver siddende i hende og kræver at blive indfriet, og pigen gør forunderligt nok, som hun lovede. Det viser sig, at tasken indeholder agern, altså frugterne fra et egetræ, og pigen tager opgaven på sig og planter byen til med disse agern. Og langsomt – for egetræer vokser meget langsomt – forvandler byen sig. Den stenede blok bliver ”blød som en krop”. Det håb, der var slukket i indbyggermassen, tændes og suppleres med glæde og forventning. Og pigen kan løbe videre til de næste byer og fortsætte sine anstrengelser.
Indtil en aften, hvor det, hun selv gjorde dengang i barndommen, overgår hende. Hun bliver bestjålet – men denne gang er det hende, der afæsker et løfte. For som det hedder i denne enkle, rørende og smukke fortælling: Jeg vidste nemlig at et menneske kan forandre sig, vidste at andre ville fortsætte med at plante…
Fortællingen har en hel del med virkeligheden at gøre. Maleren eller kunstneren Hundertwasser (1928-2000) arbejdede fx med skove eller i hvert fald bevoksninger i byer. Han mente, at det ville være en god og nyttig ting at have det grønne midt iblandt os, og ikke bare på hustagene, men også på de enkelte etager i højhusene. Ifølge ham kan vi andet end bare at rydde regnskove; vi kan også genoprette dem. Hundertwasser mente, at mennesket skal leve i større harmoni med naturen, og at vores bygninger i højere grad skal svare til vores omgivelser. Og hvorfor så ikke hente naturen ind? Det er nogle af de samme tanker, man finder i “Det lover jeg”.
Udover at handle om, at mennesket og naturen skal leve i harmoni, handler billedbogen også om begrebet “et løfte”. Ordet kommer af at love noget, men mere højtideligt bliver det, når man afgiver et løfte om noget. Det vil sige, at det er en udsagn, hvorved man siger ja til eller forsikrer om, at man vil gøre noget eller give nogen noget i fremtiden.
Der er desuden også helt afgørende ting på spil i denne fortælling. En fremtid for menneskene. Den stenede blok skal blive blød som en krop.
Illustrationerne i bogen er fremragende, både hvad angår de sider, hvor håbløshed og tomhed får lov at flyde i grå og brunlige toner, og også hvad angår de mere opløftende sider, der peger frem imod et håb og en fremtid.
“Det lover jeg” er en virkelig god fortælling, som bør bruges i forbindelse med den gode samtale om, at vi skal tage vare på vores jord, således at der bliver gode leveforhold for menneskene, dyrene og planterne i fremtiden. Og så er den ligeledes en god anledning til at drøfte, hvad der ligger i et lidt højtideligt ord som ”et løfte”.
