Det store bjørnekram

‣ Forfatter: Nicholas Oldland

‣ Illustrator: Nicholas Oldland

‣ Oversætter: Nanna Gyldenkærne

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 79,00

‣ Målgruppe:2+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788763833097

Når man læser denne lille perle af en billedbog, kommer man til at tænke på debatten for et par år siden om hvad en bjørnetjeneste egentlig er og betyder! For i denne historie elsker kærlige Bjørn at give bjørnekram til alt og alle: bævere, små og store træer, grimme og smukke – ingen undgår at få et kram, men ikke alle er aldeles  vilde med at få et.  Og da slet ikke den mand, der er på træhugst i skoven, og hvor bjørnen med sit kram forhindrer yderligere skovdød. Denne handling udløser endog en vis beundring blandt de andre beboere ude i den store skov.

Fortællingen om Bjørn er både skrevet og illustreret af den canadiske designer Nicholas Oldland. Det sker med illustrationer, der i deres forenklede form med store farveflader i vissengrøn, brun og gråblå minder om noget man ville kunne finde på børneværelsets tapet, hvilket ikke er så underligt, da Oldland også er kendt for sine mønstre på børnepyjamasser i hjemlandet Canada. Figuren Bjørn og de øvrige er da også skåret ud som figurer, der signaliserer ømhed og empati.

”Det store bjørnekram” er et både hyggeligt og vedkommende bekendtskab som giver mulighed for en god snak med barnet om,  hvad vi opfatter som positivt, og hvad vi ikke kan lide.

Bogen indgår i en serie på fire billedbøger sammen med ”Elgsøger lykken”, ”Den travle bæver” og ”Ned ad floden”.

Bogen ”Det store bjørnekram” anbefales til vuggestue- og børnehavebørn. Og brugt som godnathistorie har den en perfekt længde for den travle mor og far!!

http://www.hoest.dk

https://www.youtube.com

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.